Kenneth Bager om Aura: Hun er sindssygt udspekuleret
Popstjernen Aura Dione er igen havnet i retten.
Tidligere har milliardæren Janus Friis forsøgt at gøre Auras liv surt ved at kræve millioner af hende, i forbindelse med at de ophørte med at være kærester.
Denne gang er det hendes forhenværende samarbejdspartner, den 54-årige musikproducer Kenneth Bager, som kræver 300.000 kr. af den tidligere ”Popstars”-deltager.
Parterne mødtes i begyndelsen af november i Københavns Byret i en strid, der går helt tilbage til 2007, hvor de først lærte hinanden at kende.
- Hun var bange for, at hendes musik ikke var god nok. Men jeg kunne høre, at to af numrene havde potentiale som singler, sagde Kenneth Bager i byretten.
Selv om han hævdede at holde meget af Aura, fik hun kniven under afhøringen:
– Aura er sindssygt udspekuleret. Hun skriver forskelligt under hver gang. Så kan hun altid hævde, at det ikke er hendes underskrift, lød det fra Kenneth Bager, som hævdede, at han siden 2013 har brugt 500.000 kr. på at jagte Auras advokater for at få afklaret, hvad han skal have udbetalt i henhold til de indgåede aftaler, fortsætter han.
Skype-milliardæren Janus Friis taler ud om striden med Aura
Kenneth Bager gav også indtryk af, at Aura efter sit internationale gennembrud svømmede i penge.
– Hun fik 350.000 kr. for at spille et kvarter, så vidt jeg ved, siger han.
Aura oplyste, at hun foreløbig har skrevet 800 sange, at hun i løbet af 2017 udgiver sit tredje album, samt at der slet ikke er den samme indtjening på pladesalg som tidligere.
– Det giver ingen mening, at jeg skal give Kenneth penge, som jeg ikke har fået. Det handler om, at han ville have penge af min ekskæreste (milliardærenJanus Friis, red.) og mig, siger popprinsessen til sit forsvar.