Nyheder15. maj 2023

Konfirmand med autisme blev ikke inviteret til blå mandag: - Det overrasker mig ikke

En nybagt konfirmand med autisme var den eneste, der ikke blev inviteret med til Blå Mandag. Forperson for Autisme Ungdom har set det ske før
En 14-årig dreng med autisme blev ikke inviteret til blå mandag efter sin konfirmation. Hos Autisme Ungdom er man ikke overrasket. (arkivfoto)
En 14-årig dreng med autisme blev ikke inviteret til blå mandag efter sin konfirmation. Hos Autisme Ungdom er man ikke overrasket. (arkivfoto)
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

For en 14-årig dreng med autisme blev en sjov dag med vennerne fra parallelklasserne aflyst - for invitationen kom aldrig.

- Jeg har ikke hørt om lignende tilfælde med netop blå mandag, men det overrasker mig ikke, at det er sket siger forperson hos Autisme Ungdom Silke Ena Svare til SE og HØR.

Historien om den unge konfirmand gik landet rundt mandagen efter Store Bededag og blev delt flittigt på sociale medier, da hans mor kom med en opfordring i et opslag, som hun delte i en lokal Facebookgruppe på Fyn.

Her kunne hun fortælle, hvordan hendes søn, som den eneste fra konfirmationsforberedelsen, ikke blev inviteret med til blå mandag.

I Autisme Ungdom kender man godt til den oplevelse som den 14-årige dreng havde på blå mandag. Her kæmper de for at oplyse om, hvad det vil sige at være autist.

- Vi har et generelt problem i samfundet, når det kommer til personer med autisme. Folk har en forkert opfattelse af, hvad det vil sige at være autist. Enten ved folk ikke, hvad det er, eller også ved de ikke, hvad de skal stille op med det.

Kan du forstå, man tager beslutningen om ikke at invitere en person med autisme?

- Jeg kan forstå det i det omfang, at hvis man ikke ved, hvad det er, at man så tænker “så er det bedre at lade være”. Det, synes jeg, er super ærgerligt. Som lærer har man et ansvar for, at alle kan være en del af fællesskabet, siger hun.

Hendes forslag til, hvordan man inkluderer autister i fællesskabet er simpelt.

- Spørg ind til, hvad man skal være opmærksom på og lad det være op til forældrene, om deres barn kan være med. Så kan det godt være, at forældrene vurderer, at det ikke er den bedste ide at sende deres barn afsted til arrangementet, men det betyder bare noget, om man får invitationen eller ej.

Medie-personligheden "Morfar fortæller" oprettede en indsamling til den 14-årige dreng, der nåede op på knap 30.000 kroner. Pengene havde den unge konfirmand og hans familie ikke brug for, så de blev doneret til Autisme Ungdoms Lokale afdeling på Fyn.

Sponsoreret indhold