Nekrolog: Farvel til hele Danmarks glædesspreder og livsnyder

I længere end et halvt århundrede har Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat været en del af det danske kongehus.

Han har underholdt os, fyldt os med glæde, og om noget har han i hvert fald aldrig kedet os.

Hvis der er én ting, prins Henrik har været god til, så har det været at sørge for, at der aldrig var nogen, der kedede sig i hans selskab.

Om det så var i form af dyr på hovedet, sjove vendinger med fransk accent, gennemført udklædning til kostumefester, sjove stunder på Bakken eller spas og løjer med børnebørnene. Han var altid glad og sjov.

Hele Danmarks prins Henrik er død, og nu siger vi farvel med en kæmpe hyldest, som prinsen villet have haft det.

Han var nemlig altid meget beæret, når pressen eller andre var interesserede i at tale med ham eller tage billeder af ham.

Og han kunne sagtens finde på at sige noget i stil med "Er I kommet her bare for at tale med mig?". Og ja, Henrik. Vi kom ofte - bare for at tale med Dem:

Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat eller Henrik, som han sidenhen blev navngivet i Danmark, blev født 11. juni 1934 i Talence i det sydvestlige Frankrig. Hans far var en yderst velhavende mand, som havde arvet nogle industrivirksomheder.

Henri voksede op med sine forældre, som den ældste i en søskendeflok på ni. Han gik på Jesuiterklosterets skole i Bordeaux og efterfølgende startede han på gymnasiet på Cahors, hvorfra han blev student i 1950.

Havde store karriereplaner
Derefter tog den unge franskmand til Hanoi for at læse på et fransk gymnasium, så han kunne starte sin drøm som studerede i jura og statskundskab ved Sordonne i Paris.

Og det var ikke nok for den begavede og flittige unge mand, der ligeledes læste kinesisk og vietnamesisk ved Ècole Nationale des Langues Orientales. Senere fortsatte han med at læse disse sprog i Hong Kong og Saigon.

Han blev ansat i det franske udenrigsministerium og var senere ambassadesektretær ved den franske ambassade i London fra 1963 til 1967.

Og netop mens han arbejdede ved den franske ambassade, mødte han er særlig kvinde og valgte kærlighed fremfor karriere.

10. juni 1967 blev Henri gift med Danmarks kronprinsesse Margrethe II. Henri blev til Henrik, og derfra fik han titlen Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

– Jeg skulle miste mit navn, skifte nationalitet, religion, sprog og venner ... Jeg skulle blive en anden mand, beskrev prins Henrik i sine erindringer ”Skæbne forpligter”.

Kronprinsessens allerførste date
Faktisk mødte Henri og Margrethe allerede hinanden i foråret 1965 i London. Men her opstod der ikke kærlighed lige med det samme. Det var først senere, at der ”gik ild i huset”, som dronningen selv har beskrevet deres forelskelse.

Men heldigvis mødtes de to igen året efter, da de var gæster til samme bryllup i Skotland. Da de skulle hjem fra brylluppet, fulgtes de i et fly til London og her kunne Henri altså ikke dy sig længere. Han spurgte kronprinsessen, om hun ville med på date. Det ville hun gerne. Og så fik de to snegle og frølår på en af Londons fineste franske restauranter. Og efterfølgende stod den på dans.

– Den aften blev jeg jo klar over, at jeg var vildt forelsket i ham, fortæller dronning Margrethe i Stéphanie Surrugues portræt af prins Henrik, ”Enegænger”.

– Han inviterede mig på frokost.

– Jeg havde aldrig spist frokost med nogen på den måde – jeg var ude alene med en mand!

Og ja, dette var mit livs første date, fortæller hun.

Henri friede til den danske kronprinsesse på Sankt Hans aften i 1966 i hendes lejlighed i København, da han i al hemmelighed var kommet til den danske hovedstad for at fejre midsommer med sin udkårne.

Det var meningen, at forlovelsen skulle holdes hemmelig i noget tid, men sådan gik det ikke. Det skulle have været offentliggjort 5. oktober 1966, men allerede 6. september blev forlovelsen afsløret, da Ekstra Bladet spurgte: ”Forlover Margrethe sig med fransk greve?”.

Det var den daværende udenrigsminister i Danmark, Per Hækkerup, der ikke kunne holde hemmeligheden for sig selv.

Se billeder fra hans liv her:
(Artiklen fortsætter efter galleriet)

Havens allersomdejligste pynt
Men uanset drama og tidlige afsløringer så sagde parret ”ja” til hinanden i Holmens Kirke. Dagen før brudgommens 33 års fødselsdag.

Og allerede under bryllupstalen til sin kone kom den nyslået prins ind på sine forpligtelser.

– Jeg lover at være loyal og tro mod Danmark og det danske folk, konge og dronning, sæd og skik; at arbejde for Danmark og alt, der er dansk, sagde han, der sluttede talen af med:

– Jeg ved, det er en ære, Dannebrog at bære.

Der var stor splittelse omkring Henriks søde ord til kronprinsessen. Kvinderne i salen trillede nok en lille tåre, men efterfølgende blev hans sproglige kundskaber kritiseret.

– Jeg kom fra et blomsternes land til en blomstrende have: Syren og guldregn, hyld og bonde-
rose, blomster i parker, i marker og skov, blomster i grøftekanten. Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt, lød de uforglemmelige ord fra prins Henrik, der dog havde så dårlig udtale, at det blev flittigt omdiskuteret efterfølgende.

Da brylluppet var veloverstået, kunne det nygifte par drage afsted på romantisk bryllupsrejse sammen. Turen gik til Tyrkiet, som på daværende tidspunkt var et yderst attraktivt og eksklusivt feriemål.

Men bryllupsrejsen var ikke kun en dans på roser. Noget gik helt galt, da det royale par skulle ud at bade. De var nemlig tæt på at drukne ud for kysten ved Side, da de tankeløst var svømmet længere og længere ud. En understrøm gik fat i dem og trak dem længere ud i havet – helt ud på den anden side af en revle, og Henrik og Magrethe kunne ikke komme ind igen.

- Kan man omkomme på sin bryllupsrejse, på så smuk en morgen, ved så smuk en strand, med så stærk en kærlighed i hjertet?, spørger prinsen i bogen ”Skæbne forpligter” og fortsætter:

- Mit liv defilerede forbi i min erindring, som om det skulle slukkes i disse bølger, huskede han.

I 1969 kom parrets første barn til verden. Deres første barn, deres første søn og hele Danmarks næste tronarving, Frederik André Henrik Nikolai Christian.

Ganske kort tid efter kom nummer to, Joachim Holger Waldemar Christian. Og de to drenge voksede op sammen som pseudotvillinger.

Savnede Frankrig
I 1972 tog Margrethe og Henriks liv endnu en drejning, da Kong Frederik 9. døde, og hans ældste datter Margrethe pludseligt skulle være regent.

Med to små børn måtte den arbejdsomme og stærke 32-årige kvinde tage tyren ved hornene og passe det arbejde, som hun i mange år havde vidst, hun på et tidspunkt skulle overtage.

Henrik, som han nu hed i Danmark, forsøgte på bedste vis at være hele Danmarks prinsgemal, men han savnede også Frankrig.

I 1974 købte regentparret, som de nu var, en ejendom, der skulle vise sig at få en yderst stor betydning for den livsnydende prins. Nemlig slottet Cayx i Sydfrankrig, som siden har været en algs ”helle” for Henrik.

Slottet ligger blot 15 kilometer fra hans barndomshjem, og han kender det fra han var barn.

Henrik har fortalt i ”Skæbne forpligter”, at hensigtet med slottet var, at Frederik og Joachim skulle have et udenlandsk hjem og være tættere på deres bedsteforældre.

Hundenes ven
Da Henrik i 1966 blev forlovet med Margrethe og skulle flytte til Danmark, var én ganske særlig, der skulle med ham. Nemlig gravhunde-hvalpen Souris.

Og da Henrik havde fundet kærligheden og det idylliske familieliv i København, ja, så skulle Souris naturligvis også have den oplevelse.

- Andersen, Spuris – hun skal giftes!, havde Henrik en dag meddelt sin kammertjener, fortæller Stéphanie Surrugues i bogen ”Enegænger”.

- Jeg synes, at hun skal have børn med portner Hansens hund.

Henrik var alle dage en rigtigt hundemenneske og især de små gravhunde stod hans hjerte nært.

Og sådan gik det til, at Souris fik sin egen lille familie.

Henrik var både æresmedlem af Dansk Gravhundeklub og protektor for Dansk Kennel Klub.