Kongelige8. september 2018

Prinsens sidste ønske opfyldt: Henriks aske er blevet spredt

Prins Henriks sidste ønske er blevet opfyldt, det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse
https://imgix.seoghoer.dk/dronning-margrethe-og-prins-henrik.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Prins Henriks sidste ønsker er blevet opfyldt.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

- Som Kongehuset meddelte i forbindelse med Prins Henriks død og bisættelse i februar i år, ønskede Prinsen, at asken skulle fordeles to steder.
Den ene del af asken skulle nedsættes i en urne i den private have på Fredensborg Slot. Den anden del skulle spredes i de danske farvande. Prinsens ønsker er nu opfyldt, og den kongelige familie var samlet ved begge lejligheder, står der i pressemeddelelsen.

Kongehuset kommer ikke med yderligere oplysninger om spredningen af prins Henriks aske. Det kommer de heller ikke til.

- Yderligere detaljer betragtes som private, står der i pressemeddelelsen.

Prins Henriks sidste ønske er blevet opfyldt i løbet af de seneste tre uger.
Da dronning Margrethe den 16. august holdt pressemøde på Cayx i Frankrig, fortalte hun nemlig, at det endnu ikke var sket.

- Det kommer til at ske, men vi har ikke ordnet alt endnu, fortalte dronning Margrethe ved pressemødet.

Ved pressemødet takkede Dronningen også for den store opbakning, hun havde fået, i forbindelse med gemalens død.

- Den måde folk sluttede op om os på var noget af det mest rørende, jeg kan forestille mig. Det var en kæmpe støtte. Det blev en bølge, man red igennem det hele på, fortalte dronningen om tiden efter prinsens død.

Pressemødet blev afholdt på vinslottet Cayx i Cahors. Det var første gang, at dronning Margrethe var tilbage på vinslottet efter prins Henriks død.

- Det er selvfølgelig anderledes at være her alene, men det er godt at være tilbage, fortalte hun.

Hun fortalte også om, hvordan livet uden Henrik er i dag.

- Han kommer ikke lige ind ad døren og spørger, om vi skal gøre dit eller dat. Det skal jeg selv tage stilling til. Det må jeg lære at leve med, og det gør jeg også. Der er mange på min alder, der er i samme situation, fortæller dronning Margrethe.

Prins Henrik døde den 13. februar og bisat den 20. februar. Han blev 83 år gammel.

Se billeder fra prins Henriks bisættelse i galleriet herunder

Prins Henriks bisættelse tirsdag den 20. februar 2018

Sponsoreret indhold