Kongehuset afslører: Prins Henrik har fået konstateret demens
Der har den seneste tid været spekuleret utrolig meget i, hvorvidt prins Henrik skulle lide af demens. Det har kongehuset dog afkræftet flere gange.
Men nu fortæller kongehuset i en pressemeddelelse, at prinsen netop har fået konstateret sygdommen.
-Det er med inderlig beklagelse, at Hendes Majestæt Dronningen har bedt Hofmarskallen meddele: I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens, skriver hoffets komunikations- og pressechef Lene Balleby.
- Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen, skriver kongehuset endvidere.
Det betyder selvfølgelig, at prins Henrik ikke vil deltage i nær så mange aktiviteter fremover.
- Som en konsekvens af diagnosen vil Prinsen fremover yderligere neddrosle sine aktiviteter, ligesom der vil blive taget stilling til protektioner og æreshverv.
Grundet prins Henriks demensdiagnose har den royale familie nu et ønske til både presse og befolkninge.
- Det er Dronningen og den kongelige families ønske, at Prinsen fremover får den ro, som situationen påkræver, skriver Lene Balleby slutteligt i den opsigtsvækkende pressemeddelelse.
Lige nu befinder prins Henrik sig på Fredensborg Slot, og har det ifølge kongehuset godt trods lægernes demensdiagnose.
Demensdiagnosen kommer efter en turbulent sommer, hvor prins Henrik af flere gange er kommet med kontroversielle udmeldinger om bl.a. sin titel og dronning Margrethe.
Siden har prins Henrik været igennem et udrednigsforløb på Rigshospitalet, og nu er det altså officielt, at den 83-årige prins lider af demens.