Kunstner Aske Kreilgaard blev kaldt pædofil: – Det er sådan noget, der kan ødelægge dit liv
– Den symboliserer ubegrænset kærlighed. Den symboliserer trangen til at få omsorg og til at give omsorg.
Sådan beskriver Aske Kreilgaard i DR podcasten "Genstart" den skulptur, der siden ferniseringen for over et år siden flere gange har fået sendt ham ud i shitstorme.
I podcasten sætter Aske Kreilgaard ord på, hvordan han har haft det siden ferniseringen af den cirka 3,5 meter høje skulptur, der går under navnet "Agape", i 2022.
Skulpturen, der står udstillet på museet KØN i Aarhus, er delvist baseret på Aske Kreilgaards egen krop og hans ekskærestes. Men figuren, der viser en mand, der ammer et barn, har fået brugere på sociale medier til at kalde Aske Kreilgaard både satanist og pædofil.
Senest i april i år havde en australsk "anden bølge-feminist" ifølge Aske Kreilgaard delt billedet af hans skulptur med teksten "udslettelsen af kvinder". På få timer blev hendes opslag delt af større Twitter-profiler, og få timer efter var der over ti millioner, der havde set det.
Pludselig væltede det ind med hadbeskeder på Aske Kreilgaards sociale medier.
– De kommenterede billeder, hvor jeg sidder med min nevø eller mine venners barn, forklarer han.
Her skrev de blandt andet “Ad, hvor har jeg ondt af barnet”, forklarer han.
Det skete blot to måneder, inden at Mads Geertsen, der er manden bag DR-karakteren Onkel Reje, måtte sygemelde sig for netop samme beskyldninger. Chikanen mod DR-karakteren endte med at være positivt for Aske Kreilgaard.
– Det kommer til at lyde mærkeligt det her, for jeg blev lidt glad for det til at starte med.
– Jeg blev ikke glad for, at Mads blev sygemeldt, det, syntes jeg, var frygteligt, og jeg blev også meget vred. Men jeg blev glad, fordi de mennesker, der var omkring mig, begyndte at forstå, hvordan jeg havde det, forklarer han.
– Fordi Mads er så kendt i de danske stuer, så folk, hvor absurd det er.
Den voldsomme hetz har haft konsekvenser for Aske Kreilgaards private og professionelle liv.
Presset fra de hadefulde beskeder og private forhold gjorde, at han gik helt ned og trak sig tilbage og donerede skulpturen til museet.
– Det her er nok det værste, man kan sige til en mand. Det er en frygt, der ligger i alle, den her beskyldning. Det er sådan noget, der kan ødelægge dit liv, siger han om det mærkat, der pludselig hang på ham.
I dag benytter Aske Kreilgaard sin vrede over beskyldningerne som motivation, når han står frem i medierne og taler om, hvordan det er at blive beskyldt for blandt andet pædofili.