Nyheder16. april 2025 (opd. 16. april 2025)

Læge i Berlin tiltalt for at have dræbt 15 patienter

En 40-årig mandlig læge fra Berlin er blevet tiltalt for at have dræbt 15 patienter med en dødelig cocktail af forskellige typer medicin

En 40-årig mandlig læge fra Berlin er blevet tiltalt for at have dræbt 15 patienter med en dødelig cocktail af forskellige typer medicin.

Det oplyser den tyske anklagemyndighed ifølge det tyske nyhedsbureau dpa og avisen The Guardian.

Drabene skal være begået mellem 22. september 2021 og 24. juli 2024.

Lægen blev anholdt i august sidste år. Først var han mistænkt for fire drab, senere otte, derefter ti - og nu lyder anklagen altså på 15 drab.

Ifølge anklagemyndigheden slog han sine ofre ihjel med giftige cocktails bestående af forskellige typer medicin.

Det yngste formodede drabsoffer var en 25-årig patient, mens det ældste offer i sagen var en 94-årig patient.

Mens lægen foreløbig er tiltalt for 15 drab, kan sagen vise sig at være langt større. Således efterforsker politiet yderligere 75 forhold, som kan have forbindelse til lægen.

De 15 formodede drabsofre var 12 kvinder og tre mænd.

Lægen fungerede som palliativ læge og skulle derfor sørge for lindring af smerter hos patienter, der lider af livstruende sygdomme.

Ifølge anklagemyndigheden gav lægen sine patienter "et bedøvelsesmiddel og et muskelafslappende præparat uden deres viden eller samtykke".

Det muskelafslappende middel "paralyserede vejrtrækningsmusklerne, hvilket inden for få minutter førte til vejrtrækningsstop og død", skriver anklagemyndigheden i en udtalelse ifølge The Guardian.

Drabene skal være begået i ofrenes hjem. I fem tilfælde satte lægen ild til ofrenes hjem for at skjule sine spor, mener anklagemyndigheden.

Det var i forbindelse med efterforskning af brandene, at politiet rettede mistanke mod den nu 40-årige læge.

Den tyske anklagemyndighed har tidligere oplyst, at lægen ikke menes at have haft andet motiv til drabene, end at han havde lyst til at slå ihjel.

Sponsoreret indhold