
Mandag mistede pave Frans livet.
- I morges klokken 07.35 vendte biskoppen af Rom, Frans, tilbage til sin faders hjem, lød det i annonceringen af pavens dødsfald.
Dødsfaldet medførte sorg verden over.
Og nu er der så kommet flere informationer frem i forhold til pavens død. De er i hvert fald kommet frem til en dødsårsag.
Det skriver Reuters.
- Pave Frans døde hurtigt mandag af et uventet slagtilfælde uden at lide unødvendige smerter, siger lederen af pavens lægeteam og fortsætter.
- Der var intet, lægerne kunne have gjort for at redde hans liv.
Lægen Sergio Alfieri havde ansvaret for pavens behandling, da han var indlagt med en dobbeltsidig lungebetændelse for kort tid siden.
Pave Frans – født Jorge Mario Bergoglio i Buenos Aires – var den første pave fra Latinamerika og den første jesuit, der blev valgt til paveembedet.
Inden for Vatikanets mure er forberedelserne til det kommende konklave allerede i gang, mens verden tager afsked med paven.
Pave Frans bliver begravet lørdag, og her vil blandt andet dronning Mary deltage.