Katjing! Lakridskongen sælger ud
I dag har bornholmske Johan Bülow gjort det, som de fleste iværksættere drømmer om. Han har solgt aktiemajoriteten i sit lakridsfirma Lakrids by Johan Bülow, til den svenske kapitalfond Valedo Partners.
Det skriver Børsen.
Selvom Johan Bülow ikke længere har det sidste ord i firmaet, bliver han siddende i chefstolen.
Parterne har valgt ikke at offentliggøre hvad aktiehandlen har kostet, men svenskerne har givetvis givet den bornholmske iværksætter en hel del mere end en pakke lakridspiber.
Sidste år havde Lakrids by Johan Bülow et overskud på lidt mere end 16 millioner kroner og beskæftiger i dag omkring 200 ansatte.
- Det her projekt har været en lang, vild og positiv rejse. Jeg er stolt af, at det er blevet til en succes, som jeg stadig synes, det er fantastisk sjovt at være en del af, siger Johan Bülow til Børsen
Valedo Partners ejer også den hippe juicekæde Joe & the Juice.