Landmand-Danni vælter i tilbud
Efter ugens afsnit af "Landmand søger kærlighed" stod det klart, at den 29-årige landmand Danni Nielsen ikke fandt kærligheden i det populære program.
Danni var på romantisk weekend på Samsø med Louise, men det var mere akavet stilhed end romantik, der herskede mellem de to. Tidligere var det da også kommet frem, at Danni foretrak Louises veninde Pernille, der dog trak sig fra programmet, da hun ikke havde udviklet følelser for landmanden.
Selvom det ikke lykkedes Danni at finde den eneste ene på landsdækkende TV, så skorter det dog ikke på tilbud. Det afslører den traktorglade landmand over for TV 2.
- Jeg har fået rigtig mange beskeder på Facebook. Nogle skriver, at de synes, jeg er sød, og om jeg kunne tænke mig at spise noget mad sammen. Andre vil bare gerne skrive lidt sammen, fordi de synes, jeg er charmerende. Jeg vil sige, at ud af de 300 beskeder, jeg har fået på det seneste, der starter de første 50 med noget i den dur, og jeg har ikke læst alle beskederne, fortæller Danni til TV 2.
Trods de mange tilbud tager den midtjyske landmand det dog stille og roligt.
- For det første står der jo i min kontrakt, at jeg ikke må date, før programmet er slut. Men jeg er heller ikke typen, der bare hopper på hvad som helst, der bliver skrevet til mig, lyder det fra Danni.
- Men der er en enkelt for tiden, som jeg er begyndt at skrive med. Det viser sig, at vi har en fælles ven, hvor hun har forhørt sig om, hvordan jeg er, og så er vi begyndt at skrive sammen. Men det er meget nyt, så jeg kan ikke sige så meget mere om det. Nu må vi se, hvad tiden bringer, sider Danni.
De mange beskeder i indbakken har været det positive aspekt ved at være på TV-skærmen, men der har også været mere negative sider ved den pludselige berømmelse.
- Jeg synes, at jeg er blevet tolket forkert, og det er især gået ud over Louise - hende har de været hårde ved, synes jeg. Hun er rigtig sød, og hun er, som hun er. Der er jo ikke to mennesker, der er ens, lyder Dannis forsvar af Louise til TV 2.
- Jeg havde forklaret et medie, at jeg syntes, Louise var meget kontaktsøgende, og der blev jeg citeret for, at jeg mente, hun var klæbrig. Jeg er trods alt kun landmand, og jeg siger, hvad jeg tænker. Det kan komme forkert ud. Det er rene ord for pengene, og det sårer mere, end det gavner, lyder det fra rødtoppen.
Danni Nielsen afslører, at har har holdt kontakten til Pernille og Louise, der i programmet smed noget af en bombe, da de afslørede, at de var bedste veninder.
- Vi sender billeder af, hvad vi har lavet i løbet af dagen, og jeg har været inviteret til fest hos dem, men har ikke kunnet nå det på grund af arbejdet, fortæller landmanden.
- Jeg synes, vi er på god talefod, og selvom vi ikke fandt kærligheden, kan vi jo godt tale sammen, slår han fast.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke fandt mig en pige i programmet, men jeg skal nok finde en, lyder det forhåbningsfuldt fra Danni Nielsen.
Se sæsonens sidste afsnit af "Landmand søger kærlighed" på tirsdag kl. 20 på TV 2.