Nyheder24. marts 2017

Se billedet: ”Landmand søger kærlighed”-Dennis har fået en kæreste

Dennis fra Sønderjylland, der medvirkede i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed", har fået en kæreste
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/nnis.jpg
 (Foto: TV 2)

Han fandt ikke kærligheden på TV. Men nu er der amoriner i luften hos ”Landmand søger kærlighed”-Dennis.

Den unge fyr fra Sønderjylland har nemlig fået en kæreste.

Det bekræfter han over for TV 2.

Torsdag ændrede Dennis Leonhardt, 25, sin status på Facebook til at være i et forhold med 26-årige Anja Paulsen.

Til TV 2 fortæller han, at hun skrev til ham på Facebook, efter at ”Landmand søger kærlighed”-programmet sluttede sidste år.

Men det er ikke kun forholdet, der er nyt for den gæve sønderjyde. Kæresten Anja har nemlig to børn fra et tidligere forhold, som Dennis nu er ved at lære at kende.

- Lad os nu se, hvad min rolle bliver. De har jo en far. Vi tager det helt stille og roligt, siger Dennis til TV 2 og tilføjer:

- Men det bliver da anderledes. Jeg havde ikke lige regnet med at få en kæreste med to børn. Men hun er en rigtig sød pige, så jeg er sikker på, at det er det hele værd.

I det populære datingprogram var Dennis på romantisk weekend i København sammen med Cecilie. Men parret endte ikke med at få følelser for hinanden og besluttede i stedet, at de blot skulle være venner.

Dennis’ kæreste Anja bor i nabobyen Tønder, mens Dennis stadig bor sammen med to kammerater i Løgumkloster.

Sponsoreret indhold