Landsholdskæmpe taler ud om faderens tidlige kræft-død

21-årige Pierre-Emile Højbjerg fra det danske fodboldlandshold er ikke en mand, der lægger skjul på sine følelser. Det beviste han, da han brød sammen i gråd efter sejren på 2-0 over Serbien i EM-kvalifikationskampen i Parken i juni 2015.

For åben skærm græd den unge midtbaneslider, da han skulle sammenfatte landholdets præstation og sammenholdet på landsholdet. Det, der for alvor fik tårerne til at løbe ned ad kinderne på Højbjerg, var spørgsmålet om, hvordan det føltes, at holdkammeraten Yussuf Poulsen havde haft afgørende indflydelse på kampen. - Det rører mig, sagde Pierre-Emile Højbjerg, inden tårerne fik frit løb. Poulsen og Højbjerg er barndomskammerater og holdkammerater fra før de fyldte 10 i boldklubben BK Skjold. Ud over den fælles fortid i Østerbro-klubben har de begge lidt den skæbne at miste deres far til kræft. Yussuf Poulsen var blot seks år, da hans far døde af kræft, mens Pierre-Emile Højbjerg var 18 år, da hans far døde af kræft for to et halvt år siden, den 22. april 2014. - Han har været der hele min opvækst, og når han pludselig ikke er der mere, mister du noget af dig selv. Du mister noget af den, du har været som ung. Så står du i et tomrum, siger Pierre-Emile Højbjerg til BT. Han var kun lige blevet 18 år og var på kontrakt i mægtige Bayern München, da hans far ringede og fortalte, at han havde fået kræft. - Da fik jeg et chok. For når man hører ordet kræft, hører man også sygdom, og når man hører sygdom, hører man død. Det er sådan nogle tanker, der går gennem hovedet. Når du så er alene, ikke er ret gammel og ikke er sammen med ham, bliver du lidt sur på livet, siger Højbjerg til BT. En overgang blev faderen behandlet i München, og det gav Pierre-Emile Højbjerg mulighed for at være helt tæt på sin far under sygdomsforløbet. Hans sidste dag sammen med faderen var den 25. marts 2014. Den dag vandt Bayern München Bundesligaen - Højbjergs første tyske mesterskab. Selv havde han meldt fra til kampen for at være sammen med sin far. - Jeg kom ind og så min far, og mine tårer faldt. Jeg sagde til ham: ' Nu vandt jeg det tyske mesterskab. Nu vinder vi kampen for dig også.' Det var sidste gang, jeg så ham. Jeg var der ikke, da han døde, siger Højbjerg til BT. Han var i første omgang lettet, da faderen døde. - Det var som om, at der faldt et par sten fra mine skuldre. For jeg havde set en, jeg elsker, lide i så lang tid, og så fik han endelig fred, siger Højbjerg. Lettelsen blev dog hurtigt til sorg og længsel. - Der sidder noget inde i dig. Du har en klump i halsen. Du føler dig alene, efterladt og uretfærdigt behandlet af livet. Sorgen æder dig op indefra, siger Højbjerg til BT. Han kommer altid til at have sin far med sig. - Jeg vågner nogle gange og tænker for mig selv, at hvis jeg bare kunne få min far en time eller 90 minutter med på stadion, skulle det være alt, jeg ville bede om. Jeg tror på, at han er der. Jeg snakker til ham en gang imellem, og jeg beder til ham en gang imellem. Jeg lader mig inspirere af ham. Han giver mig kræfter og giver mig lyst til at stå op, siger Pierre-Emile Højbjerg til BT.