Lars Ulrich: På sommerferie i Danmark
Hvis man går en tur i København og ser to danskere med international succes, så er det ikke nødvendigvis fordi man ser syner. I øjeblikket holder Metallicas trommeslager Lars Ulrich nemlig ferie hjemme i lille Danmark sammen med sin ligeså berømte kæreste Connie Nielsen.
Familien som udover de to verdenskendte forældre også tæller fire knægte, hvoraf de tre er med, er indlogeret på hotel D'Angleterre på Kongens Nytorv.
- Vi bor altid på D'Angleterre, når vi er i byen. Det har altid været vores hjem her, siger han til Ekstra Bladet.
Lars Ulrich havde taget ungerne med på legepladen i H.C. Ørstedsparken mens mor-Connie fik sig en velfortjent lur hjemme på hotellet. Hun var nemlig blevet ramt af en forkølelse - mon det skyldes den lunefulde danske sommer?
Parret har kendt hinanden i fire år og har til sammen fire sønner. Connie har sønnen Sebastian fra et tidligere forhold, mens Lars Ulrich bragte to børn ind i forholdet. For knap halvandet år siden fik de deres første fælles barn sønnen Bryce Thadeus.