Nyheder20 timer siden

Lavine i det nordlige Sverige dræber to italienske mænd

To mænd blev efter lavine i det nordligste Sverige kørt til hospital, men deres liv stod ikke til at redde.
Prognoser for område, der blev ramt af lavine, viste på forhånd, at der var betydelig risiko for laviner, skriver TT. (Arkivfoto). - Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix 
Prognoser for område, der blev ramt af lavine, viste på forhånd, at der var betydelig risiko for laviner, skriver TT. (Arkivfoto). - Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

To skiløbere fra Italien har mistet livet i en lavineulykke i Abisko Nationalpark i det nordlige Sverige.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Der er tale om to mænd. Den ene var omkring 50 år, mens den anden var omkring 45 år. Italiensk politi oplyser, at de begge var italienske statsborgere.

Dødsfaldene er også blevet bekræftet af turistfirmaet Niehku Mountain Villa.

- De to ofre blev kørt til hospitalet, men med dyb sorg kan vi bekræfte, at deres liv ikke stod til at redde, lyder det i en pressemeddelelse fra turistfirmaets direktør, Johan Lindblom.

Lavinen fandt sted torsdag, hvor en helikopter med i alt syv personer - heriblandt piloten - skulle flyve op til en særlig skirute.

Piloten var alene i helikopteren, da lavinen ramte, og han kom ikke til skade.

To af de andre skiløbere blev indledningsvis meldt savnet, men efter omkring en time blev de fundet i sneen.

- En gruppe på fem skiløbere fra Italien, som blev guidet af en internationalt cerficieret IFMGA-bjergguide (Det internationale forbund for bjergguide-organisationer, red.), tog en helikopter for at stå på ski i Kårsavagge, skriver Niehku Mountain Villa.

Politiet oplyser, at det nu efterforskes, hvorvidt der i forbindelse med hændelsen er sket en forbrydelse - og at der er en eller flere mistænkte.

Prognoser for det pågældende område viste på forhånd, at der var betydelig risiko for laviner.

Og det kan komme til at spille en rolle i efterforskningen, siger anklager Jonas Fjellström til SVT Nyheter Norrbotten.

Abisko ligger i det nordligste Sverige.

Sponsoreret indhold