Lene Maria Christensen: Hårdtslående
Hun plejer at give den som fuldstændig blank blondine, men i rollen som Lulu er der lidt mere mellem ørerne på skuespilleren Lene Maria Christensen.
- Jeg kan godt se, at det ikke er en de skarpeste knive i skuffen, jeg har spillet hidtil, og jeg er lyshåret i dem alle sammen. Men helt ærligt. Giv mig nu en pause. Jeg kan altså godt lave andet, siger hun til B.T.
Tæver løs
Hendes nye rolle som uvidende gangsterkone byder da også på lidt flere øretæver, end hvad hun ellers er vant til.
- Det er så sjovt at lave action. Hver gang jeg har skullet slå på noget, har jeg klaret det selv. Lige bortset fra en enkelt scene, hvor der er en, der blev kylet ned ad en trappe 10 gange. Der var jeg glad for, det ikke var mig, fortæller den barske kvinde.
Savner familien
Den 37-årige stjerne bor sammen med sin mand Anders og datteren Nana på 3 år. Dem har der dog ikke været så meget tid til, for indspilningerne til serien "Lulu og Leon" har stået på i 12 måneder.
- Det har passet fint ind i mit liv og karriere, men der har også været lange dage indimellem, hvor jeg har savnet mit barn. Det ville være herligt med et fleksjob, men det kan man ikke i mit fag. Nu holder jeg fri og trækker vejret og er sammen med min familie. Jeg trænger til at gå lidt i stå, fortæller Lene Maria.
Serien "Lulu og Leon" har premiere i aften på TV3 klokken 20.