Linse Kessler: Vild med ”Matador” og Agnes
For syvende gang rullede Mads Skjern og sønnen Daniel forrige lørdag ind på perronen i Korsbæk i bedste sendetid.
Alligevel sad over en million seere klinet til skærmen, da Bent Fabricius-Bjerres famøse kendingsmelodi lagde an til 45 minutters gensyn med alle de gamle venner som Maude Varnæs, Vicki Hachel og ”Røde”.
Serien er i tre år blevet gennemrestaureret, og selv om ”Matador” har over 40 år på bagen, kan de kendte ikke få nok af danmarksklenodiet.
Selv realitydronningen Linse Kessler følger med, når Agnes stopper strømper, og Katrine Larsen koger medister.
– Jeg elsker ”Matador”. Det er det gamle Danmark. Jeg kan godt lide, de taler så pænt. De siger ikke, ”den er fed nok” eller ”det er herre nederen”, siger 51-årige Linse Kessler og fortæller, at hvis hun absolut skulle vælge en favoritkarakter, ville det være Agnes.
Selvom 33-årige Emil Thorup kun har set serien en enkelt gang, er han dog ikke i tvivl om, hvem der er hans favorit.
– Jeg føler jo lidt selv, at jeg er en moderne Mads Skjern. Det er ham, jeg kan relatere mest til, siger han.
Også Gustav Salinas labber Matador i sig.
- Jeg kan godt lide Mads Skjern, fordi han er så ambitiøs. Jeg tog også testen på DR’s hjemmeside, og der blev jeg ham, siger Gustav, som er vild med ”Matador”.
Prins Joachim og prinsesse Marie havde ungerne med til åbningen af Bakken, og her fortalte prinsen, at hans ældste sønner allerede har set ”Matador”, og at de to små selvfølgelig også skal indføres.
– Vi vil gerne vise dem serien, så vi får den op på storskærm, sagde prins Joachim.
21 sjove og vilde facts om "Matador"
Modemesteren Jim Lyngvild kan slet ikke få nok, og ifølge ham er serien det største, der nogensinde er skrevet. Han har selvfølgelig også en yndlingskarakter, som faktisk er noget overraskende.
– Det er klart Misse Møhge, altså Karin Nellemose. Hun formår i alle sine scener at spille røven ud af bukserne. Selv om hun kun sidder i baggrunden og nærmest ikke er på, så ligner hun en tudse, der er ved at eksplodere. Hun er guddommelig, jubler Jim.
Silas Holst er i hvert fald også ”Matador”-fan.
– Det er noget, alle burde se! Den er ret skøn og nostalgisk. Den viser en tid i vores historie, som vi skal huske, siger Silas Holst.
Især én scene har bidt sig fast.
– Jeg synes, Ghita Nørby spiller fremragende. Der hvor Ingeborg Skjern siger: ”Det er dig, der er syg i hovedet!” til sin mand, da sønnen viser, han er homoseksuel, er en ret fantastisk scene, fortæller dansemusen.
"Matador"-stjerne er død
57-årige Joan Ørting nyder også serien, og ikke helt så overraskende synes Joan selv, at hun minder mest om den forførende Gitte Graae.
– Hun er den frække, og så er hun fri. Jeg vil også drikke champagne og have det sjovt som hende (Gitte Graae, red.), siger Joan Ørting.
68-årige Birthe Kjær er fuldstændig forelsket i ”Madator” og har set serien op til flere gange. Det er dog ikke helt let at finde en yndlingskarakter.
– Agnes’ udvikling er jo rigtig spændende. Ingeborg er også fantastisk, hun er stærk og rørende. Jeg er ked af at fremhæve nogle frem for andre, for jeg synes, der er så mange gode skuespilpræstationer i den serie, siger sangstjernen.
Birthe Kjær ser selvfølgelig med i den nye udgave, selv om hun har hele serien på dvd.
Se eller gense Matador lørdage kl. 20 på DR1.