Nyheder4. januar 2023

Lise Nørgaard medvirkede i "Det sidste ord"

Mikael Bertelsen nåede også at få Lise Nørgaard i den varme stol inden hendes død
Lise Nørgaard døde den 1. januar i år - 105 år gammel.
Lise Nørgaard døde den 1. januar i år - 105 år gammel.
 Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Inden Lise Nørgaards død den 1. januar i år medvirkede den kendte journalist i et sidste interview med Mikael Bertelsen i programmet "Det sidste ord".

Det bekræfter TV 2 i en pressemeddelelse.

Interviewet med Lise Nørgaard er en del af programserien, hvor samtaler med store danske personligheder bliver gemt i arkiverne i Det Kongelige Bibliotek.

Aftalen med de medvirkende er, at programmet først må sendes efter deres død.

Interviewet med Lise Nørgaard bliver det fjerde af slagsen, som sendes.

Tidligere er interview med Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen og Povl Dissing blevet sendt.

- Da jeg interviewede Lise Nørgaard til "Det sidste ord", var hendes stemme hæs og ved at forsvinde, siger Bertelsen i pressemeddelelsen.

- Hun mente selv, at det var fordi, hun havde talt uafbrudt i over hundrede år. Men selv om stemmebåndene svigtede, så var hun energisk og meget opsat på at medvirke, siger Bertelsen.

De fleste vil formentlig forbinde Lise Nørgaard med tv-serien "Matador", som hun skabte, og som flere gange har kørt på DR med seerrekorder til følge. Samtidig er serien solgt i millioner af eksemplarer på dvd og videobånd.

Hendes forfatterskab tæller blandt andet bøgerne "Kun en pige" og "De sendte en dame".

- Lise Nørgaard var bevidst om at efterlade sig en slags manual til fremtidens kvinder med hendes egne erfaringer og råd til, hvordan man kan gøre sig selv fri og uafhængig.

- Og selv om hun var lille af statur i det store tv-studie, så håber jeg, at det kan ses, at hun var en stor og stærk personlighed. Da jeg på et tidspunkt var ved at være træt under optagelsen, havde Lise Nørgaard stadig masser af energi og sagde, at hun var klar til at "synge og danse hele natten". Jeg er taknemmelig og glad for, at jeg nåede at opleve det, siger Bertelsen.

På årets første dag sov Lise Nørgaard ind efter kortvarig sygdom, oplyste hendes familie.

Hun blev 105 år gammel.

Lise Nørgaard bisættes lørdag 14. januar fra Sankt Pauls Kirke i det centrale København.

"Det sidste ord" med Lise Nørgaard bliver sendt søndag 8. januar klokken 20 på TV 2.

Sponsoreret indhold