Nyheder20. juli 2022

Livgarden skrotter bjørneskindshuen i varmen

Den Kongelige Livgarde dropper bjørneskindshuen i varmen
Den ikoniske bjørneskindshue kommer ikke frem i varmen.
Den ikoniske bjørneskindshue kommer ikke frem i varmen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Varmen har i disse dage for alvor ramt Danmark, og danskerne er trukket i sommertøjet.

Nogle der dog ikke lige umiddelbart kan følge resten af danskerne påklædning er Den Kongelige Livgarde, der alle årets dage står vagt ved Amalienborg alle døgnets 24 timer.

Billeder fra Storbritannien viste, hvordan de britiske livgarder fik leveret kopper og flasker med vand på vagten.

Men det kommer de danske livgarder altså ikke til at få.

Det fortæller Peter Lysholt, der er presseansvarlig for Den Kongelige Livgarde.

Derimod skrotter de danske livgarder noget helt ikonisk.

– Det vi gør, når temperaturen i grove træk krydser 25 grader, så får de skråhuen på i stedet for bjørneskindshuen, fortæller han til SE og HØR.

– Deres primære opgave er jo at holde vagt. Hvis de kun tænker på at overleve, så holder de jo ikke vagt.

Skråhuen er mindre hovedbeklædning, som garderne også har på, når de står vagt om natten.

Derudover står de kun vagt foran Amalienborg og Gråsten Slot i en time ad gangen i stedet for to i de varme timer midt på dagen, fortæller Peter Lysholt.

– Vi sørger selvfølgelig for, at de får rigeligt med væske, når de ikke står vagt. De får noget energidrik, som også er en del af feltrationerne, siger han.

Hvis du vil se livgarden med den ikoniske bjørneskindshue, så har de den stadig på, når de går parade fra kasernen ved Kongens Have til Amalienborg.

Efter det, bliver den skiftet ud med den lettere skråhue.

Sponsoreret indhold