Livsfaren lurer på danske veje i dag: Pas på!
Vejene ser fredag morgen pænere ud end torsdag morgen, lyder det fra Martin Rytoft, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.
Men man skal ikke lade sig snyde, for selv om vejene ser pæne og ryddede ud, så er de stadig glatte mange steder i landet, siger han.
- Så skal man begive sig ud i trafikken her til morgen og formiddag, så skal man lige være opmærksom på at køre lidt ekstra forsigtigt stadigvæk, siger Rytoft.
Indtil videre er fredag morgen forløbet uden særlig mange uheld, da folk kører ganske fornuftigt, lyder det fra vagthavende.
Han tilføjer, at det ser ud som om, at bilisterne kører ekstra forsigtig med ekstra afstand efter torsdagens glatte veje.
Tidlig morgen fredag arbejder politi og redning på Farøbroerne, hvor en bilist er blevet påkørt af en lastbil på grund af "spejlglatte veje". Det siger vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Bo Georg Petersen til Ekstra Bladet.
P4 Trafik i Midt og Nord skriver også på det sociale medie X, at man skal være opmærksom på glatte strækninger.
- Bilister er stødt på sort is, blandt andet på E45 omkring Skanderborg og Aarhus.