Nyheder28. april 2023

Lizette Risgaard på orlov: Her er den fungerende formand

Det bliver næstformanden, der tager over som fungerende formand
Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, tager over som fungerende formand, imens FH-formand er på orlov.
Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, tager over som fungerende formand, imens FH-formand er på orlov.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) oplyser, at FH's næstformand, Morten Skov Christiansen, bliver fungerende formand, imens formand Lizette Risgaard er på orlov.

Det skriver FH også i en pressemeddelelse fredag aften.

40-årige Morten Skov Christiansen er 1. næstformand i FH. Han har været næstformand i organisationen, siden den blev dannet i 2019.

Før det var han næstformand i LO, og han har også tidligere været formand for LO Hovedstaden.

I mellemtiden er Nanna Højlund den eneste næstformand i FH, skriver FH i pressemeddelelsen.

Fredag aften meldte Lizette Risgaard ud, at hun går på selvvalgt orlov, efter at flere mænd i Berlingske og Ekstra Bladet er stået frem med anklager om upassende adfærd fra hendes side.

Hun har beklaget, hvis nogen har følt sig krænket.

Lizette Risgaard går på orlov, indtil en ekstern advokatundersøgelse af sagen er afsluttet.

Tidligere fredag på et pressemøde meddelte Lizette Risgaard, at hun "helt klart" mente, hun kunne fortsætte med at udøve sit virke som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mens advokater undersøgte sagerne.

Men siden har fire medlemsorganisationer i FH meldt ud, at de trækker støtten til FH-formanden.

Det gælder HK, Teknisk Landsforbund, Kost- og Ernæringsforbundet og Danmarks Lærerforening.

I en mail, som TV 2 har set, skriver Lizette Risgaard, at hun kan konstatere, at organisationerne har trukket støtten, og at hun vil komme til at skygge for fagforeningernes arbejde 1. maj og så længe advokatundersøgelsen foregår.

Andre medlemsorganisationer har i løbet af fredag sagt, at de afventer den eksterne advokatundersøgelse.

Lizette Risgaards orlov træder ifølge DR i kraft med øjeblikkelig virkning.

Lizette Risgaard blev valgt som formand i det daværende LO i 2015. Fagorganisationen fusionerede siden med foreningen FTF og blev til Fagbevægelsens Hovedorganisation fra 1. januar 2019.

FH har fra starten haft Lizette Risgaard som formand.

Fagbevægelsens Hovedorganisation er paraplyorganisation for 65 forskellige faglige organisationer.

Sponsoreret indhold