Lukas Graham vinder talkshow-afstemning i USA
Det danske band Lukas Graham har fået masser af opmærksomhed i både USA og Danmark efter deres optræden i det amerikanske talkshow "Conan", og nu roses danskerne endnu en gang.
I showet, hvor komikeren Conan O'Brien er vært, optrådte bandet med hitsinglen "7 Years" og blev mødt af et stort bifald fra talkshowpublikummet.
Efterfølgende blev Lukas Graham Forchhammer og resten af bandet nomineret i konkurrencen om at være den bedste musikoptræden i talkshowet sammen med John Fogert, Alabama Shakes, Leon Bridges og Hippo Campus.
Seerne kunne herefter stemme på deres favorit, men torsdag lukkede afstemningen, og Lukas Grahams første amerikanske talkshow-optræden blev den helt store vinder med lige knap 99 procent af stemmerne. Hvilken nationalitet internetbrugerne, der har stemt, har, fremgår ikke af afstemningen.
Lukas Graham overdynget med priser til GAFFA-prisen
Bandet optrådte i talkshowet som en del af deres promoveringstur i USA for albummet "Blue Album". De har også spillet koncert i New York og medvirket i radiointerviews.
Herhjemme har bandet, der er kendt for hits som "Mama Said" og "Drunk In The Morning", også opnået stor succes, og i år er de løbet med hele fire Gaffa-priser og tre statuetter ved Danish Music Awards.