Nyheder28. oktober 2016

Mads Mikkelsen: Jeg har det godt med at spille ond

I den nye Marvel-film "Doctor Strange" spiller Mads Mikkelsen selveste superskurken - og det nyder han.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sdfmads.jpg
 Foto: All Over Press

Hele verdens skæbne er på spil, når skuespilleren Benedict Cumberbatch i rollen som Doctor Strange i filmen af samme navn skal forsøge at besejre den onde Kaecilius.

Med Marvel som bagmænd til den storslåede superproduktion er de medvirkende stjerner taget fra den allerhøjeste stjernehimmel - og en af dem er dansk.

Det er nemlig Mads Mikkelsen, der som den første dansker nogensinde spiller en bærende rolle i en af de populære superheltefilm, og det oven i købet som filmens absolutte superskurk.

Selv om han i filmen er billedet på den ultimative ondskab, er Mads Mikkelsen på alle måder glad for, at han har fået rollen.

- Jeg havde det enormt godt med at spille den onde, for jeg kunne rigtig godt lide Kaecilius. Han har en vidunderlig mission her i livet, siger Mads Mikkelsen til Ritzau Fokus på den røde løber til gallapremieren i Imperial i København.

Som den første dansker i en produktion af Marvel, der er kendt for deres mange superheltefilm, fortæller Mads Mikkelsen, at han var ovenud lykkelig over at spille med i "Doctor Strange".

- Det var fantastisk, for som barn har jeg læst alt, hvad der er af tegneserier, og senere hen har jeg fulgt med i, hvad de har lavet af film. Så det var selvfølgelig helt surrealistisk at være med i en Marvel-produktion, fortæller en begejstret Mads Mikkelsen.

Til selve gallapremieren på "Doctor Strange" i Imperial torsdag fortæller Mads Mikkelsen, at det ikke krævede meget overbevisning før, han sagde ja til tilbuddet.

- Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg er med i sådan en film, og jeg svarer; "hvorfor ikke?" Da jeg blev ringet op, og det var fra Marvel, var jeg allerede halvt inde, fortæller han.

- Så får jeg fortalt, det er Benedict Cumberbatch, det spiller hovedrollen, og det kunne jeg godt lide. Så siger han, at der er en masse flyvende kung fu i filmen. Det var de magiske ord, afslører Mads Mikkelsen, der har spillet Hannibal Lecter i tv-serien "Hannibal" og altså langt fra er et ukendt ansigt på den internationale scene.

- Jeg er vokset op med tegneserier og Bruce Lee, så det kunne ikke være bedre, siger han.

Filmen "Doctor Strange" er den første film i Marvel-universet, der handler om neurokirurgen Stephen Strange, der mister førligheden i sine hænder.

Sponsoreret indhold