Efter terrorangrebet i Paris: Mads & Monopolet er aflyst
Verden er i chok og sorg efter fredagens terrorangreb i Paris, der har kostet mindst 120 livet og såret endnu flere. Også herhjemme har tragedien i Paris sat sine spor.
Statsminister Lars Løkke Ramussen har på Twitter udtrykt sin sympati med Paris og det franske folk
- Jeg er forfærdet over angrebene i Frankrig. Mine tanker går til alle franskmænd i aften, skrev statsministeren på sin Twitter-profil, mens det populære radioprogram Mads & Monopolet har aflyst dagens udsendelse i kølvandet på tragedien.
- Kære lyttere - det er en tung morgen. Vi har besluttet af aflyse Mads & Monopolet i dag efter gårsdagens angreb i Paris. I stedet sender jeg i samarbejde med P3 Nyheder en ekstra udsendelse med seneste nyt. Jeg ved, vi har mangle lyttere i udlandet - og også i Paris - byd ind på monopolet@dr.dk, hvis du kan bidrage med informationer, skriver Mads & Monopolet således på sin officielle Facebook-side.
Angrebet i Paris begyndte sent fredag aften – og det koordinerede angreb var centreret i to områder i den franske hovedstad. Der blev blandt andet affyret flere skud på en restaurant, der var flere eksplosioner på det franske stadion Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede venskabskamp.
Den franske præsident Francois Hollande befandt sig på tilskuerrækkerne og måtte evakueres.
Senere angreb flere gerningsmænd spillestedet Bataclan, der ligger i Paris’ 11. arrondissement. Her åbnede de ild mod de omkring 1.500 mennesker, der befandt sig på koncertstedet, hvor det californiske rockband Eagles of Death Metal optrådte. Skyderiet skabte panik blandt de mange gæster, og de kaotiske scener udviklede sig, da gerningsmændene tog flere koncertgæster – efter alt at dømme over 100 – som gidsler.
Franske specialstyrker stormede området for at befri gidslerne og overmande gidseltagerne, men tre ud af i alt fire gidseltagere nåede at detonere det sprængstof, de bar om sig i bælter. Dette betød, at op mod 100 mennesker – heriblandt gerningsmændene – blev dræbt ved angrebet i Bataclan.