Nyheder16. juli 2018

Se den søde video: Mads Vad og hans kone danser brudevals

Det er tilsyneladende ikke helt dårligt at blive gift med en danser, når den sidst på aftenen står på brudevals
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_00v8517.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

I weekenden blev "Vild med dans"-stjernen Mads Vad gift med sin udkårne Nana Strand ved et stort slotsbryllup på Fyn.

Mads og Nana, der har dannet par siden 2014, var forlovet i mere end to år, inden de endelig sagde ja til hinanden.

Og traditionen tro stod den selvfølgelig også på brudevals inden midnat, og lige præcis i den situation er Mads nok ikke den værste at blive gift med.

Det er i hvert fald med stil, at danseren fører sin brud rundt på dansegulvet og løfter hende undervejs op i vejret.

Se den søde video herunder:
(Artiklen fortsætter under videoen)

33-årige Mads og 23-årige Nana blev viet foran deres venner og familie, og traditionen tro havde de valgt ikke at se hinanden aftenen før, så Mads Vad så først sin smukke kone i hvidt, da hun kom ned ad kirkegulvet.

Gæsterne var inviteret til klokken 13.30, og vielsen startede klokken 14.00.

- Det føles fantastisk. Men det er også mærkeligt, for man vidste jo, at denne her dag kom. Og altså, jeg kunne ikke sove i nat, fortalte Mads til SE og HØR, da vielsen var overstået.

Mads friede til Nana for lidt over to år siden, og der var mere end én overraskelse for Nana.

- Det skete i Skagen, for den by er lidt ligesom vores helle. Jeg friede til Nana, mens vi bare var os to sammen. Jeg ville gerne have, at det bare var vores ting. Og så havde jeg inviteret nogle af vores venner og veninder som en overraskelse, forklarede Mads Vad til Ritzau Fokus.

Men Nana havde luret, at Mads ville fri til hende. Men mon ikke vennerne kom som en overraskelse for hende.

- Jeg plejer jo ikke at holde ting skjult for Nana, og da slet ikke noget, der er så stort. Det var helt mærkeligt, og hun havde måske også luret, at der var noget i gang.

Mads Vad er en af de mest garvede dansere i "Vild med dans". Han har nemlig været med hele 12 gange, og er dermed en af dem, der har været med allerflest gange i programmet.

To gange har han formået at danse sig til tops. Det var da han vandt sammen med Mie Skov i 2013 og med Cecilie Hother i 2010. Derudover har han været i finalen yderligere tre gange, hvor han altså har måttet tage til takke med en 2. plads.

Ifølge SE og HØRs oplysninger, så vender Mads Vad tilbage for 13. gang i "Vild med dans", når programmet har premiere til september.

Sidste år dansede Mads Vad med svømmeren Mie Ø. Nielsen. De fik sammen en flot 6. plads.

Sponsoreret indhold