Bertelsen: Mads var sådan en, vi havde ledt efter længe
Den tragiske nyhed om, at den konservative politiker og debattør, Mads Holger, er død, sender lige nu chokbølger gennem den danske mediebranche.
Programchef på Radio 24Syv, Mikael Bertelsen, fortæller, at de var meget glade for Mads på den unge radiokanal.
- Han var et stort aktiv for radioen. Han var sådan en, vi havde ledt efter med lys og lygte længe, siger Bertelsen til SE og HØR.
Mads Holger satte sit præg på kanalen med adskillige programmer.
- Blandt andet var der et program, hvor han fornærmede folk fra Herning. Så flyttede han til Herning i en måned og lavede radio der fra. Det var meget, meget vellykket, fortæller han.
- Mads var en levemand. En romantiker, der levede i en anden tid, tilføjer Bertelsen.
Radioens anden programchef, Mads Brügger skriver på Facebook:
- Det er så umådeligt svært at begribe. Mads var en af de sjoveste og modigste mennesker jeg har kendt - og jeg forstår slet ikke at jeg nu skriver om ham i datid. Som med alle der har funny bones var der også en stor smerte i Mads Holger, men den mærkede man aldrig noget til, for hans natur og hans stick var at tage det hele i stiv overarm, og vende det om til en joke. Men alle mennesker vil tages alvorligt og i dag tænker jeg på at det sværeste ved at være Mads Holger nok har været at det næsten altid endte med at han blev gjort til grin, ofte med ham selv som finisseur - for han var meget mere end til grin. Han var klog, han havde ordet i sin magt, han var en skarp og begavet kritiker af sin generation og så var han en loyal ven, og noget af det bedste selskab i verden.; Farvel Mads Holger - jeg vil savne dig.;
Bertelsen og Brügger er lige nu i gang med den hårde opgave det er at orientere medarbejderne om den pludselige død.
Radio 24Syv sænkede flaget tirsdag eftermiddag for at ære Mads Holgers minde.
Holger tog mandag aften sit eget liv i familiens sommerhus på Sydfyn. Mads efterlader sig en mor, en søster, to mostre og en kæreste.
Han blev 38 år.