Mærsk udsætter alle sejladser gennem Det Røde Hav

Mærsk udsætter på ubestemt tid alle sejladser gennem Det Røde Hav.
Det skriver det danske rederi i en pressemeddelelse tirsdag.
Det sker, efter at et af rederiets skibe, "Mærsk Hangzhou", blev angrebet den 30. december.
Det er angiveligt Houthi-bevægelsen i Yemen, der stod bag missilangrebet. Medlemmer af bevægelsen skal også have forsøgt at borde skibet.
Den 31. december meldte Mærsk ud, at man ville indstille sejlads i området i 48 timer. Den pause forlænges altså nu.
Det skyldes blandt andet hensynet til de ansattes sikkerhed, skriver rederiet i pressemeddelelsen.
- Denne beslutning er blevet taget for at sikre vores søfarendes sikkerhed såvel som lasten på vores skibe, hvilket er vores højeste prioritet.
- En undersøgelse af hændelsen er i gang, og vi vil fortsat standse al godsbevægelse gennem området, mens vi vurderer situationen, der konstant udvikler sig, skriver Mærsk.
For nogle skibes vedkommende vil deres rute blive omlagt, så de i stedet sejler syd om Afrika, oplyser rederiet videre.