Nyheder27. september 2022

Magnus Carlsen anklager Hans Niemann for at snyde

Skakverdensmesteren Magnus Carlsen skriver nu, at han er overbevist om, at Hans Niemann har snydt

De seneste ugers skakskandale er gået ind i en helt ny fase.

Verdensmester Magnus Carlsen anklager nu direkte sin amerikanske kollega Hans Niemann for at snyde.

Det gør han i en erklæring mandag aften.

- Jeg tror, at Niemann har snydt mere - og mere nyligt - end han offentligt har indrømmet.

- Hans fremskridt ved brættet har været usædvanlige, og gennem hele vores kamp i Sinquefield Cup havde jeg den opfattelse, at han ikke var anspændt eller fuldt koncentreret om spillet ved de kritiske træk, mens han udspillede mig med sort på en måde, som jeg tror, kun en håndfuld spillere er i stand til, skriver Magnus Carlsen.

Nordmanden skabte stort postyr, da han efter sit nederlag til Niemann trak sig fra turneringen.

Da de to spillere i sidste uge mødtes i onlineskak, valgte Carlsen at opgive efter et enkelt træk.

Sponsoreret indhold