Malena Belafonte: Danmark er mit hjerte
Hun er opvokset i Jyderup, og hun har festet på bodegaer. Hun blev gift, fik 2 børn og en hund. Det lyder som enhver dansk piges livshistorie. Og dog.
43-årige Malena Belafonte sidder ikke hjemme i parcelhuset om søndagen og ser "Forbrydelsen" med familien.
Hun bor i New York City, og SE og HØR møder hende og husbonden David på det fashionable Hotel Skt. Petri i det indre København, hvor hun bor med familien, mens hun er med i "Vild med dans".
Og det er hun helt til det sidste. Imod alle odds har den langbenede pige danset sig hele vejen til finalen, og hun er lykkelig og ydmyg.
- Jeg er så taknemmelig, siger hun.
Bag facaden har Malena kæmpet for at vise hr. og fru Danmark, at hun ikke er en storbysnob fra New York.
- Danmark er min familie. Det er mit hjerte. Og USA er min nye familie. Mit hjem, min mand og mine børn.
Dømt af danskerne
Når man er dansker og lever uden for landet, misforstår mange det. Jeg har ikke fravalgt Danmark, men tilvalgt USA. Flere journalister har sagt, de var bange for at tale med mig, fordi de troede, jeg var snobbet, siger Malena, der arbejder som model i New York.
Hun følte, hun blev bedømt hårdt af danskerne, og fattede ikke, hvorfor hun gang på gang skulle ud i omdans.
- Det var et chok for mig, at folk stemte, som de gjorde. Jeg fik det dårligt på Silas' vegne, fordi han har arbejdet så hårdt med mig. Alle stemte os ud hver uge.
I 6. runde brød jeg helt sammen. Jeg kunne ikke være stærk mere. Jeg græd, bare nogen sagde noget så simpelt som "mælk", fortæller hun.
Men nu er hun fit for fight. Og på fredag bestemmer danskerne, om hun og Silas skal være vinderne af "Vild med dans 2009".