MARY: ELSKOVSREDEN
Frederik festede til langt ud på morgenen på et lokalt diskotek. Dagen efter var det meningen, at Frederik ville holde en lille, privat dykkerferie på den romantiske ø Fernando de Noronha sammen med sin elskede Mary, som ankom til Recife via Sao Paulo lørdag. Mary er selvfølgelig glad for sit nye arbejde - og det er jo fuldt forståeligt, når hun efter kun fire dage på pinden har fået lov til at holde tre ugers ferie sammen med Frederik. Frederik checkede ud fra hotellet i Recife klokken 9.40 lørdag, samlede Mary op og satte kursen mod en lille lokal lufthavn, hvor et chartret fly stod klar til at flyve parret til dykkerparadiset Fernando de Noronha, hvor de efter planen skulle indkvarteres privat. Flyet landede da også planmæssigt i lufthavnen på den lille ø, der i sin tid var berygtet for sine mange sørøvere - nu kendt som et af verdens bedste dykkersteder. Men Frederik og Mary fik i første omgang aldrig sat fod på øen. Da de fik en fornemmelse af, at deres "hemmelige" ferie på øen var kendt af pressen, lettede flyveren igen med kurs mod fastlandet.