MARY OG FREDERIK: HALVNØGNE MED BØRN OG ØL
Kronprins Frederik er iført hvide underbukser og håndbajer. Den ellers så slanke Mary har kunstneren forvandlet til en svulstig ammende mor i vamsede Ugg-støvler, mens prins Christian har fået selskab af to tasmanske djævle.
Bag portrættet står en australsk jernbanearbejder, James Brennan, som i dag i Australien vandt Bald Archy Prize for sin alternative fremstilling af det danske kronprinspar. I en kommentar siger han, at han håber, Frederik og Mary kan lide portrættet.
- Mary er australier og har måske en lidt rå humor. Måske hun vil påskønne det, siger han.
Tidligere har James Brennan portrætteret den kendte australske cricketspiller Andrew Symonds som en abe. Bald Archy Prize er en parodi på Archibald Prize, der er den mest prestigefyldte kunstnerpris i Australien.