Mary: Travl tante
Mens Marie har nydt sin lille prins i næsten fred og ro på Rigshospitalet, har hendes svigerinde haft travlt med at arbejde.
Mary nåede faktisk hele to officielle arrangementer i går. Mandag formiddag var hun æresgæst, da en blomst skulle opkaldes efter hende. Og klokken 15 mødte hun så op som æresgæst ved arrangementet "Kunsten at redde en mor".
Her var Udenrigsministeriet, Sex & Samfund og FN's Befolkningsfond (UNFPA) gået sammen om at sætte fokus på mødredødelighed, og kronprinsessen var som altid imødekommende og topprofessionel også da seoghoer.dk mødte hende uden for Statens Museum for Kunst.
- Jeg glæder mig meget til at se den lille. Forhåbentlig meget snart, storsmilede Mary og afslørede, at hun dog først regnede med at aflægge barselsvisit i dag, tirsdag.
- Jeg synes, at de skal have lov til at holde fri i dag, fortsatte prinsessen, som også helst vil holde sig fra at komme med gode råd til den nybagte mor.
- Jeg tror, at der er så mange, som giver dem gode råd, smilede Mary og forsvandt videre på arbejde.