Mathilde Falch og Jesper Juhl er blevet forældre
Sangerinden Mathilde Falch og hendes mand, komikeren Jesper Juhl, kunne for et par uge siden sige velkommen til deres første barn.
4. december fødte 27-årige Mathilde en lille dreng. Det fortæller hun på Instagram med et billede af den lille december-dreng.
- Pip fra den glade babyboble. Vores Leo kom til verden den 4. december. Han er det smukkeste og mest fantastiske, vi nogensinde har set, skriver hun.
Mathilde afslørede tidligere på året, at hun ventede sit første barn med 38-årige Jesper, og lille Leo var meget præcis med ankomsten. Og han er december-barn ligesom begge sine forældre. Mathilde har fødselsdag 30. december og Jesper har 15. december.
- Han var punktlig og kom på sin terminsdato, 4 kg tung og 52 cm. Han har det super godt og er meget vild med musik, mad og kys. Kram fra de lykkelige forældre, skriver Mathilde på Instagram.
Efter Mathilde afslørede sin graviditet i sommer på Instagram fortalte hun, at hun ønskede at fortsætte med sin turné, sålænge det var muligt.
Michael Falch lægger alt frem: Nu tør jeg være ærlig
- Drengene i mit band er enormt beskyttende overfor mig og min bebs, så jeg får ren luksusbehandling, når vi er afsted. Det er smart at være gravid i forhold til, at jeg ikke må bære tungt gear, fortalte hun til Ritzau.
Mathilde Falch og Jesper Juhl blev gift i 2012. I stedet for en tale havde Mathilde skrevet en sang til Jesper, som senere blev udgivet.
Mathilde Falch er datter af musiker og skuespiller Michael Falch.