Mathilde fra "Årgang 0" satser 100 procent på McDonald's
De første syv år kunne hele Danmark følge med i Mathilde Beuschau og hendes families liv.
Den kønne pige var nemlig én af deltagerne i TV 2-successerien ”Årgang 0” lige fra begyndelsen – lige indtil familien fra Valby efter syv år valgte at trække sig fra programmet.
Det betyder dog ikke, at vi ikke har hørt fra Mathilde, der i dag er 19 år gammel og har godt styr på sit liv.
Hun har boet sammen med sin kæreste i flere år – og hun har mere end 20.000 følgere på sin instagram-profil.
Artiklen fortsætter under billedet...
Sådan husker de fleste danskere nok Mathilde. Foto: TV 2
Og selv om hun engang drømte om en fremtid hos politiet, satser hun nu 100 procent på en karriere på burgergiganten McDonald’s, hvor hun har arbejdet de seneste år.
Det fortæller Mathilde til TV 2:
- Arbejdet var bare meget sjovere end skolen. Jeg elsker, at der er tempo på, og er generelt ikke så god til at sidde stille, siger Mathilde til TV 2.
I dag er hun således skiftleder for omkring 20 medarbejdere, og til sommer vil hun begynde at læse til handelsøkonom gennem McDonald’s' eget uddannelsessystem.
- Der er nok ikke ret mange, der ved, at man kan tage en videregående uddannelse gennem McDonald’s. Man kan for eksempel også tage en ph.d. (en udvidet universitetsgrad, red.). Det er nok derfor, at mange mener, de kan se ned på én, fordi man ”bare” arbejder på en McDonald’s, siger Mathilde Beuschau til TV 2.
Men selv om hun lige nu fokuserer 100 procent på sin karriere hos McDonald’s, er der stadig andre åbne døre, forsikrer den unge pige.
- Om jeg skal være politimand, om jeg skal være sygeplejerske, eller om jeg fortsætter inden for McDonald’s, ved jeg ikke. Det finder jeg ud af på et eller andet tidspunkt. Jeg føler også, at jeg stadig har masser af tid til at finde ud af det.
I aften sendes sidste afsnit af ”Årgang 0”.