Nyheder20. oktober 2008

Mathilde Norholt: Vil være skuespiller

Kirsten Norholts datter forfølger drømmejobbet, men er parat til at sadle om, hvis hun ikke får succes på de skrå brædder
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/mathildenorholdtskuespiller-jpg.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Mathilde Norholt var bare fire år, da drømmen om at blive skuespiller første gang blev vakt i hende. Hun var med sin mor, Kirsten Norholt, en tur på Aalborg Teater og legede linedanser inde på prøvescenen.

- Ditte Gråbøl så på mig og sagde: "Pas på med det der, ellers ender det med, at du bliver skuespiller". Jeg var ikke så gammel, så jeg sagde: "Ad, nej, det vil jeg ikke". Men inde i mig selv tænkte jeg, at det ville være sjovt. At klæde sig ud og spille en anden, fortæller 25-årige Mathilde.

Drømmen er i dag et skridt tættere på at gå i opfyldelse. Lige i øjeblikket kan man se hende i TV3-serien "2900 Happiness", hvor hun spiller den stride bitch, Silke.

Mathilde ved godt, at det er svært at slå sit navn fast i skuespillerbranchen og har også andre planer, hvis nu det ikke lykkes.

Hun læser i øjeblikket multimediedesign og drømmer også om at blive stylist. Som barn ville hun i en periode være læge, og en kort overgang fantaserede hun om livet som krabbeforsker. Men hjertet banker for skuespil.

- Der er en helt speciel ånd på teatret. Lige de dér sekunder, inden man går ind på scenen, kan man bare mærke det. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad det er. Teatre har bare en sjæl, fortæller hun.

Det er ikke lettere for Mathilde at komme ind i den benhårde branche, bare fordi forældrene er skuespillere, snarere tværtimod.

- Det åbner ikke flere døre. Jeg tror, jeg ofte skal præstere mere. Tit føler jeg, at jeg skal be- eller afkræfte mine forældres rygte. Jeg vil for helvede bare lave mine egne fodspor, siger hun opgivende.

Sponsoreret indhold