Maui poké bowls får endnu en sur smiley: Problemer med skimmel
For lige over en måned side fik Maui poké bowls på Istedgade i København en sur smiley, da Fødevarestyrelsen var forbi.
De havde problemer med deres rengøring, og de havde problemer med deres opbevaring af fisk.
Nu har Fødevarestyrelsen været forbi igen, og det viser sig, at Maui ikke har fået styr på hverken det ene eller det andet.
I kontrolrapporten, som er fra i går, mandag, kunne fødevarerejseholdet konstatere de samme problemer som ved første besøg i november.
"Der er ikke sket forbedringer siden sidste kontrol. Køleskabe under kold jomfru fremstår med plamager af skimmelsvamp i gummilister og i blæseren samt i kanterne af køleskabene. Kanterne af gulvet fremstår med ansamlinger af fastgroet skidt. Under borde og køleskabe ligger madrester af ældre dato samt skidt og snavs. Væg til venstre for kold jomfru henstår med skimmelsvamplignende plamager i indhak," står der blandt andet i rapporten.
Maui skal - som alle andre virksomheder i den branche - opbevare deres fisk ordenligt og føre kontrol med fiskens temperatur.
Fødevarerejseholdet kunne se på et papir, at der ikke var blevet ført kontrol med fiskens temperatur siden 5. november i år. Det betyder, at Maui ikke har gjort, hvad de skal, i over en måned.
Pludselig under kontrollen ringede chefen, som kom med en forklaring på, hvorfor der ikke var ført kontrol.
Ifølge rapporten fortalte chefen, at man hos Maui har indført et nyt, digitalt system, hvor man skriver fiskens temperatur.
Desværre kunne de ikke se det nye, smarte system, fordi Mauis iPad ifølge chefen blev stjålet natten før, Fødevarestyrelsen lagde sin vej forbi.
Fødevarestyrelsen spurgte den ansatte, om hun kendte til den nye måde at føre kontrol på, hvortil hun svarede, at hun ikke har kendskab til nogen nye systemer.
Maui fik en bøde. Størrelsen fremgår ikke af kontrolrapporten.