Medie: Aarhus-borgmester Bundsgaard vil trække sig
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil onsdag formiddag meddele, at han trækker sig med øjeblikkelig virkning efter 13 år.
Det erfarer Århus Stiftstidende fra flere kilder.
Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bundsgaard, og det er endnu uvist, hvorfor han i givet fald vil trække sig.
Aarhus Kommune skriver i en pressemeddelelse, at der er pressemøde med borgmesteren onsdag.
- Borgmester Jacob Bundsgaard inviterer til pressemøde i dag onsdag klokken 10.30 i byrådssalen på Aarhus Rådhus, lyder det.
Socialdemokratiet har indkaldt sin byrådsgruppe til gruppemøde klokken 9.30, hvor de ventes at fortælle nyheden og fordele de poster, der skal skifte hænder.
Ifølge avisen er det "helt åbenlyst", at Anders Winnerskjold (S) vil blive udpeget som ny borgmester.
Han er social- og beskæftigelsesrådmand og nummer to i partiets hierarki.
Næste byrådsmøde er 6. november, hvor han vil få mulighed for eventuelt at trække sig.
Med godt et år til kommunalvalget har en socialdemokratisk borgmester i Danmarks tre største byer nu trukket sig. I august trak Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp (S), sig for at blive minister.
I 2023 trak Thomas Kastrup-Larsen sig som socialdemokratisk borgmester i Aalborg efter ni år, og Birgit S. Hansen (S) har for nylig forladt posten som borgmester i Frederikshavn efter ti år.
Socialdemokratiet har flest borgmesterposter rundt om i landet, men er udfordret forud for kommunalvalget i november 2025.
I marts stod partiet ifølge målingsinstituttet Voxmeter til det dårligste valg i 100 år.
Jacob Bundsgaard er født og opvokset i Aarhus, hvor han har været borgmester siden 2011 efter Nicolai Wammen (S), som gik ind i landspolitik.
Han var formand for Kommunernes Landsforening 2018-2022 og har siden fungeret som næstformand.
Jacob Bundsgaard har siddet i byrådet siden 2002.