Medie afslører: Braithwaites milliardærhistorie er varm luft
I adskillige artikler i både danske og udenlandske medier har man de seneste år kunne læse, hvordan den danske landholdsspiller, Martin Braithwaite og hans onkel Philip Michael står bag et milliardselskab, som investerer i ejendomme i USA.
Mere konkret er det blevet beskrevet hvordan, at selskabet NYCE, som de to proklamerede ejendomsmorguler står bag, har aktiver for én milliard dollars, hvilket gør de to ejere særdeles velhavende. Det førte blandt andet til, at Forbes placerede Martin Braithwaite på en liste over rigeste personer.
Historien har dog et enkelt problem. Og det er, at store dele af selskabet ikke eksisterer, afslører mediet Frihedsbrevet.
Mystiske bygninger
Både onklen Philip Michael og Martin Braithwaite har af flere omgange fortalt om de mange ejendomme, som selskabet angiveligt ejer. Her har man kunnet læse, at NYCE ejede 1.500 lejligheder og har haft yderligere 500 på vej.
Alene i Miami skal selskabet angiveligt være involveret i et skyskraberbyggeri til en værdi på 1,2 milliarder dollars, lyder det fra Philip Michael.
Men Frihedsbrevet har ikke kunnet finde de omtalte bygninger. Hverken skyskrabere, ferieboliger i Mexico eller andre megaprojekter har Frihedsbrevet fundet frem til. Enorme byggeprojekter, som NYCE ellers bruger aktivt i markedsføringen af virksomheden. Et af stederne, hvor der ifølge selskabet skulle ligge et luksusbyggeri, finder man spisestedet “Javiers Deli”.
Frihedsbrevet har kun haft held til at finde frem til én bygning, som Martin Braithwaite og hans onkel ejer. Det er studieboliger i den amerikanske by Philadelphia. Her er der ifølge mediet tale om en enkelt bolig, som er opdelt i flere lejligheder.
Og da mediet efter utallige henvendelser til de to påståede ejendomsmorguler endelig får hul igennem til Philip Michael, nægter han, at han nogensinde har kaldt NYCE for et milliardselskab.
- Nej, det har jeg aldrig sagt. Aldrig sagt, lyder svaret fra Martin Braithwaites onkel, Philip Michael til Frihedsbrevet.
Selskabets seneste regnskab tyder da heller ikke ligefrem på, at der er tale om en milliardvirksomhed. Regnskabet er fra 2021, og her kan man læse, at selskabet har aktiver for 9 millioner dollars - eller 62 millioner kroner - og at forretningen opererer med et stort underskud.
Utilfredse investorer
Går man ind på crowdfunding-platformen, som NYCE har brugt til finansiering, er det tydeligt, at selskabet slæber et langt spor af utilfredse investorer efter sig. Her står spørgsmålene nemlig i kø. Investorerne vil gerne vide, hvad der sker med deres investeringer, og hvornår de kan få pengene udbetalt. Men det er meget svært at svare på, skriver Frihedsbrevet.
En kvinde ved navn Mallory Frierson har sågar lagt sag an mod selskabet for at få sine penge udbetalt. Flere andre personer har lignende oplevelser, bekræfter mediet.
Den kendte fodboldspiller, Martin Braithwaite har tidligere på X afvist, at han skulle være milliardær. I et opslag skrev han i 2021, at Forbes var et par år for tidligt ude, efter han blev placeret på listen over rigeste personer.
Det er især onklen Philip Michael, som på sociale medier har ført sig frem med fortællingen om ejendomsselskabets angivelige succes. Her driver han også et investeringsfællesskab, som man kan få del i, hvis man betaler et beløb. Martin Braithwaite har også deltaget i indhold, som deles med brugerne i fællesskabet.
Philip Michael lovede i et interview med Frihedsbrevet, at han ville sende mediet en liste over de påståede aktiver, som selskabet råder over. Det er dog aldrig sket.
Hverken Martin Braithwaite eller Philip Michael er vendt tilbage på Frihedsbrevet henvendelser efterfølgende.