Nyheder18. juli 2024

Medie: Obama ser Bidens chance for genvalg som svækket

Ifølge kilder har Obama sagt, at Bidens vinderchancer er svækket, og at han bør overveje sit kandidatur
TOPSHOT - US President Joe Biden (L) stands with former US President Barack Obama onstage during a campaign fundraiser at the Peacock Theater in Los Angeles on June 15, 2024. (Photo by Mandel NGAN / AFP)
Obama har eftersigende udtalt, at Biden bør overveje sit kandidatur.
 Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

USA's tidligere præsident Barack Obama skal ifølge flere unavngivne kilder have sagt til nogle af sine partifæller, at præsident Joe Bidens chancer for genvalg er aftaget betragteligt.

Obama har ifølge kilderne også sagt, at Biden bør tænke grundigt over sit kandidatur.

Det skriver Washington Post.

Avisen har sine oplysninger fra "flere personer, der er briefet om hans tanker". Obamas bemærkninger skal være faldet inden for de seneste dage.

Obama skal have udtrykt bekymring over, at meningsmålingerne ikke går Bidens vej, og at flere store donorer har vendt Biden ryggen.

En talsmand for Obama afviser over for Washington Post at kommentere avisens oplysninger.

Hidtil har den tidligere præsident udadtil understreget, at det kun er Biden selv, der kan tage en beslutning om, hvorvidt han vil genopstille.

Men i kulissen har Obama haft samtaler med en række øvrige topdemokrater, herunder den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi.

Tv-stationen CNN rapporterede sent onsdag aften, at Pelosi ifølge flere kilder i en nylig samtale med Joe Biden har sået tvivl om, hvorvidt Biden kan vinde valget mod den republikanske udfordrer, Donald Trump, 5. november.

Også Senatets demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer, skal have sagt til Joe Biden, at det ville være bedre for både landet og Det Demokratiske Parti, hvis han opgiver at stille op til genvalg.

Det rapporterede ABC News onsdag. Det fremgår ikke, hvor mediet har oplysningerne fra.

Omkring 20 demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus har offentligt opfordret den 81-årige Biden til at vige pladsen til fordel for en anden kandidat.

Det samme har flere donorer og støtter af partiet, heriblandt Hollywood-stjernen George Clooney.

Det er sket, efter at Biden i slutningen af juni leverede en tøvende og i manges øjne svag præstation i en tv-debat mod Trump.

Sponsoreret indhold