Nyheder31. oktober 2021

Medier: G20-lande er enige om klimamål på 1,5 grader

G20-klimamål bliver ifølge diplomatiske kilder mere vidtgående end Parisaftalen. Det skriver flere medier
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211031-124221-l-1920x1284we.jpg
 Foto: Andreas Solaro/AFP/Ritzau Scanpix

Den endelige tekst ved G20-topmødet vil opfordre til effektiv handling, der skal begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader sammenlignet med temperaturerne før industrialiseringen.

Det oplyser anonyme kilder tæt på forhandlingerne søndag til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Til AFP oplyser tre kilder, at diplomater er blevet enige om endelige formuleringer, som bliver mere vidtgående end Parisaftalen fra 2015.

Her vedtog landene at arbejde for at bremse Jordens opvarmning ved mellem 1,5 og 2 grader inden 2100. Group of Twenty - eller G20 - er 19 af verdens førende industriøkonomier samt EU.

Mødet i G20 begyndte lørdag og ligger op til FN's klimamøde COP26 i Glasgow, som søndag er begyndt, men først ventes for alvor at gå i gang mandag. Iagttagere og klimaforkæmpere ser det som afgørende, at G20 ikke skuffer op til det afgørende klimamøde.

En officiel tekst fra G20 ventes offentliggjort senere søndag, hvor topmødet efter planen rundes af.

De præcise formuleringer kendes endnu ikke. En kilde oplyser dog til AFP, at sluterklæringen vil tale om at holde en temperaturstigning på 1,5 grader "inden for rækkevidde".

I tidligere udkast til slutteksten var det ifølge nyhedsbureauet ikke lykkedes at nå frem til håndfaste formuleringer om et mål på 1,5 grader. Men i løbet af natten har diplomater arbejdet hårdt på at få skabt en mere slagkraftig erklæring.

G20-landene står for mellem 75 og 80 procent af verdens CO2-udledninger.

Sponsoreret indhold