Medier: SAS-piloter går i strejke

Forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter er løbet ud i sandet, og dermed går piloterne i strejke. Det bekræfter SAS.
De omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige, som er samlet i SAS Pilot Group, varslede oprindeligt en strejke fra 29. juni.
Forhandlinger i mæglingsinstitutioner i Norge, Sverige og Danmark førte dog til to udskydelser. Den seneste frist var middag mandag. Men her var parterne ikke nået til enighed, og dermed er strejken en realitet.
Ifølge TV 2 er SAS-topchef Anko van der Werff kommet ud af forhandlingslokalet for at overbringe nyheden om forhandlingernes sammenbrud til pressen.
Dermed står SAS sandsynligvis overfor hundredvis af aflysninger. Sideløbende forsøger SAS at finde en investor, der vil skyde nye penge i selskabet.