Medina: Kollapsede 3 gange
Medinas spinkle krop kunne ikke holde til presset. 3 gange er sangeren faldet om. Det hele har været for stressende for den lille krop.
- Jeg er kollapset 3 gange og har ligget inde på Rigshospitalet med hjertemålere på, fordi min krop ikke kunne mere. Så hårdt slider jeg for at nå til, hvor jeg er, siger 27-årige Medina i ALT for damerne.
Medina, som muligvis er indehaver af hele 2 kærester, udsatte sin krop for pres, da hun var nødt til at arbejde på fuldtid ved siden af musikken for at få det hele til at løbe rundt.
I lang tid har hun arbejdet som tjener om dagen og optrådt om natten - indtil kroppen sagde fra.
- Jeg begyndte at falde om og fik kramper i musklerne omkring hjertet, fordi min krop var stresset, fortæller sangeren i damebladet og forsikrer, at hun nu er mere fokuseret på, hvornår kroppen siger fra.