Amanda troede, hun havde mødt drømmefyren: Men så ringede telefonen…
Amanda er egentlig ikke på udkig efter en ny kæreste… Lige indtil den dag, hvor hun støder ind i Casper på Facebook.
Den sjove, omsorgsfulde – og ganske mystiske mand – mand sniger sig langsomt ind på livet af den enlige mor fra Hvidovre.
Casper har selv en datter, og de kan tale i timevis om dét at være forælder. Kærligheden begynder langsomt at spirre hos parret, og de tilbringer timevis med at diskutere livets store og små spørgsmål.
Casper fortæller blandt andet, at han er arving til en af Danmarks rigeste familier, men også at det er en arv, han helst er foruden.
Derfor virker det ikke så underligt, at det er ham, der ender med at rykke ind hos Amanda i hendes lille lejlighed i Hvidovre.
Parret er så småt i gang med at bygge en fremtid sammen… lige indtil den dag, hvor telefonen ringer.
For hvem er denne Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus, som Amanda er blevet forelsket i og er flyttet sammen med?
Han er hvert fald ikke den, som Amanda tror. Han har ikke en datter. Han er ikke arving til én af Danmarks rigeste familier. Og så er hans navn ikke det, han fortalte til Amanda.
Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus’ rigtige navn er Casper Rieper-Holm, og han er svindler med stort S.
Den vilde og vanvittige historie om Amanda og Casper bliver i aften fortalt, når TV 2 blænder op for tredje afsnit i serien ”En Fremmed Flytter Ind”.
I fire dele fortæller serien den sande historie om Amanda og Casper - og det parforhold der viste sig at være bygget på én stor løgn.
De fleste af seriens medvirkende er virkelige personer, som i serien spiller sig selv, mens Casper spilles af skuespilleren Esben Dalgaard.
I serien spiller Esben Dalgaard rollen som svindleren. Foto: Camera Film/TV 2
I Amandas liv hedder han Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus, og han kommer ind i hendes liv ved et sælsomt tilfælde.
Det er egentlig Caspers kusine, der introducerer Amanda for Casper.
Kusinen tager kontakt til Amanda på Facebook, fordi de har samme efternavn. Nu vil kusinen vide, om de mon er i familie med hinanden. De er de dog ikke, men kontakten stopper ikke her.
- Jeg har en fætter, og han er skidesød. I vil passe godt sammen, skriver kusinen til Amanda på Facebook.
Amanda er dog ikke interesseret. Hun er lige kommet ud af et forhold, og hun nyder at være single.
Alligevel begynder hun at skrive med ham, for der er noget interessant ved Casper. Han er sød og sjov og nem at skrive med.
De finder også ud af, at de har mange ting til fælles. Blandt andet er de begge alene-forælder til en pige, og de er også begge lige blevet single.
På ét punkt er de dog meget forskellige: De kommer fra hver sin verden.
Amanda bor i en lille lejlighed i Hvidovre, mens Casper bor i – og nærmest ejer – hele verden.
Han fortæller Amanda, at han hedder Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus, og at han er milliardærarving til Augustinus-Fonden, at hans familie ejer store dele af København, og at han selv arbejder som advokat på Cypern, hvor han sælger ejendomme.
Men de mange millioner vil han dog gerne være foruden.
Casper fortæller, at han har mange millioner og lokker da også Amanda med til fest på blandt andet Skodsborg Kurhotel. Foto: Camera Film/TV 2
Han synes, hans familie er snobbet, og han virker da også synligt irriteret, da hans overklassemor ringer, mens han er på date med Amanda, for at belære ham om, hvilke piger der er en fremtid i.
Amanda fornemmer, at Caspers familie forsøger at forpurre deres spirede kærlighed. Men det er ikke de eneste problemer, som det nyforelskede par støder ind i.
Dagen før de skal mødes første gang, forulykker Casper på vej hjem fra Sverige, og hans milliondyre Porsche bliver smadret. Heldigvis slipper han uden de store kvæstelser, men han er indlagt, da Amanda og Casper skulle have været på første date.
Og så bliver Caspers rige venner også ved med at tage kontakt til parret og spørge ind til, hvad Amandas hensigter er med ham.
Caspers datter skriver også til Amanda på Facebook og krænger sit hjerte ud. Datteren føler sig ensom og drømmer om at få en rigtig kernefamilie.
Det hele virker lidt mærkeligt og skørt, synes Amanda. Men det er på samme tid også spændende.
Og Casper virker ikke mindst som en vaskeægte drømmefyr. Han inviterer hende på romantisk ferie og flytter hurtigt ind i hendes lille lejlighed i Hvidovre, hvor han hjælper med at passe Amandas datter.
Hans egen datter er langt væk på kostskole, og Casper fortæller ofte, hvordan det er svært for ham at have et godt forhold til hans ekskæreste, datterens mor.
Casper tager Amanda med på en romantisk ferie, hvor han blandt andet skråler med på Seebachs hit "Millionær". Foto: Camera Film/TV 2
Men der er dog ét stort problem: Casper har slet ikke nogen datter. Og han hedder slet ikke Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus.
I tredje afsnit, som sendes i aften på TV 2, begynder Caspers løgn langsomt at falde fra hinanden. Han har på det tidspunkt fortalt Amandas bedste ven, at han har en fortid som våbensmugler, og så er en mystisk mand begyndt at overvåge Amandas lejlighed i Hvidovre.
Der er med andre ord masser af problemer i parrets kærlighedsforhold - og i aftenens afsnit kulminerer det hele, da Nordea ringer og overbringer Amanda en rystende besked: Der er blevet optaget dyre, dyre lån i hendes navn. Og banken har en bange anelse om, at Amandas underskrift er blevet forfalsket af en mand, der rigtignok kalder sig Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus.
Men i det virkelige liv hedder han Casper Rieper-Holm, og han er svindler med stort S.
Den rigtige Casper har en perlerække af vilde og vanvittige bedragerisager bag sig.
Casper Rieper-Holm har tidligere spist og drukket for 52.000 kroner på D’Angleterre i København med falske kreditkort, han har forsøgt at snyde håndboldklubben Slagelse FH i 2009, han har udgivet sig for at være schweizisk millionær, der ville købe en naziborg i Nordjylland.
Han har udgivet sig for at være barchef, MTV-vært, ishockeystjerne, sø-oofficer og erhvervsleder.
Han har kaldt sig både Casper Klaus Von Kaufman, Zasper Rubinstein, Marcus Holm Jones, Casper Peter George Peterson Jr. – og da han støder ind i Amandas liv, hedder han altså Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus.
Undervejs i sine 100 svindeldage med Amanda når Casper at fortælle, at han smugler stoffer, han når at snyde hele Skodsborg Kurhotel for tusindvis af kroner, og så når han i et splitsekund at overbevise en hel håndboldklub om, at hans mange (falske) millioner har reddet dem fra konkurs.
Men efter 100 dage slipper hans held op. En eftermiddag bliver Amanda ringet op af en kvinde fra hendes lokale bank i Hvidovre.
- Hvor godt kender du ham? Han siger, at han hedder Casper Augustinus, men det passer ikke. Vi ved ikke, hvem han er, men han er ikke en Augustinus, fortæller bankdamen, inden at hun må overbringe Amanda den tunge nyhed, at Casper har oprettet flere lån i hendes navn og forfalsket hendes underskrift.
Bankdamen tilføjer til slut, at Amanda har 24 timer til at anmelde ham – ellers må hun selv hæfte for de i alt 250.000 kroner, som han har svindlet hende for.
Kort efter kommer Casper hjem, og Amanda afslører ham.
Siden har hun ikke set ham eller talt med ham.
I begyndelsen var hun helt ude af den.
I 10 dage kunne hun hverken drikke eller spise, men gik bare rundt om sig selv for at prøve at forstå, hvad der var sket de sidste 100 dage.
Hun forsøgte at begribe, hvordan Casper kunne fuppe hende så meget – og hun tænkte på, hvor meget han har løjet for at holde sin løgn i live.
- Efter det brød jeg ud i latter – helt hysterisk – da jeg fik samlet brikkerne om, hvad han havde været i stand til at gøre ved mig, fortæller Amanda i dag til TV 2.
Tredje afsnit af ”En Fremmed Flytter Ind” sendes i aften på TV 2 klokken 20.
Denne artikel bygger på artikler fra TV 2 samt på podcasten ”I et forhold med”, hvor Amanda også fortæller sin historie.
Herunder kan du se en trailer:
Herunder kan du se billeder fra filmen:
En Fremmed Flytter Ind