Nyheder5. januar 2022

Mette Frederiksen: Omikron kan stadig udfordre et samfund som vores

Mette Frederiksen opfordrer på Facebook fortsat til at få børn vaccineret, men skriver samtidig, at coronasituationen ser bedre ud, end vi kunne have frygtet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211214-134326-4-1920x1279we.jpg
 Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Coronakrisen er ikke overstået. Aktuelt kan omikronvarianten eksempelvis fortsat udfordre Danmark.

Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) i et opslag på Facebook på dagen for genåbningen af landets skoler.

- Omikrons meget smitsomme natur kan dog udfordre et samfund som vores, hvis den får lov til at løbe løbsk, skriver Frederiksen.

- Det kan lede til for mange indlæggelser på én gang. Og for meget og for hurtig smitte kan også risikere at lukke virksomheder og offentlige institutioner.

- Så er der ikke folk til at køre toget, passe på børn, ældre og syge eller holde produktionen i gang, skriver statsministeren.

Børn skal vaccineres

Hun opfordrer igen forældre til at få deres børn vaccineret.

- Med skolestarten i tankerne vil jeg igen opfordre til, at I forældre overvejer at lade jeres børn vaccinere hurtigst muligt, skriver Frederiksen.

Onsdag eftermiddag mødes sundhedsordførere fra Folketingets partier virtuelt med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at få seneste coronanyt.

Mødet vil umiddelbart have karakter af et orienteringsmøde, selv om partier som Venstre og De Konservative de seneste dage har talt meget for lempelser af de nuværende restriktioner, som gælder til 17. januar.

Blandt andet ønsker de to partier lempelser for kulturlivet.

I øjeblikket skal biografer, teatre og museer eksempelvis holde lukket.

Restriktioner skal drøftes

Om restriktionerne skriver Frederiksen:

- De har været med til at lægge en dæmper på smitteudviklingen. Og det har været vigtigt at få lukket ned for potentielle supersprederarrangementer. Blandt andet i nattelivet.

- Myndighederne overvejer løbende situationen, som også vil blive drøftet med Folketingets partier.

Sponsoreret indhold