Mette Fugl: Stolt af sit kors
Dronning Margrethe og hendes hof har fundet ud af, hvem der i år skal udnævnes til riddere af Dannebrog.
Det har givet Ekstra Bladet den skarpe idé at remse nogle af de kendte op, der traditionelt betragtes som tilhørende venstrefløjen, der har sagt ja til denne "borgerlige" udmærkelse.
Desværre for avisen, så er det kun Lars Von Trier, der har frasagt sig æren, mens folk som Morten Stig Christensen, Bodil Jørgensen, Poul Dissing, Alex Nyborg Madsen og Mette Fugl faktisk er ret stolte af, at de skal eller har været i audiens hos dronningen, og at de har fået "kors og bånd og stjerner" på.
- Det er, uanset hvordan man vender og drejer det, ærefuldt at blive ridder af Dannebrog. Et skulderklap, som man skal være mærkelig oven i hovedet, for ikke at finde dejligt. Og jeg tror bestemt ikke, at jeg bliver stangstiv reaktionær af at modtage det kors, sagde Mette Fugl til avisen, da hun fik æren i 2003.