Mette-Marit magtede ikke mere
Efter at det blev officielt, at Mette-Marit stedbror omkom ved terrorblodbadet på Utøya, er det ikke svært at forestille sig, at den norske kronprinsesse ikke orkede at dukke op ved mindehøjtideligheden, der blev afholdt i dag, mandag.
Der blev holdt et minuts stilhed ved Oslo Universitet og både kongen, dronningen, statsministeren og kronprins Haakon var til stede.
Mette-Marits stedbror, politibetjenten Trond Berntsen, var en af de første, som blev dræbt af Anders Behring Breivik på øen Utøya.
Det er dog ikke officielt, at kronprinsessens fravær skyldes broderens død, men der er ingen tvivl om, at Mette-Marit er dybt berørt af den norske tragedie.
Ved mindegudstjenesten i Oslo Domkirke søndag kunne kronprinsessen slet ikke holde tårerne tilbage, og tabet af stedbroderen har nok ikke gjort det lettere for hende.