Michael Bjørnson freestylede med Snoop Dogg
Michael Bjørnson har skiftet navn til Michael Monetz og satser på en karriere i Hollywood.
Det har ikke kastet det helt store af sig endnu, men lørdag aften fik den store dansker sit livs oplevelse, da han blev inviteret backstage efter en koncert i Los Angeles med ingen ringere end Snoop Dogg.
- Jeg havde fået at vide, at jeg kunne få lov at møde ham. Men at han også ville lave musik med mig, det var helt vildt, jubler sangeren til MSN Starlounge.
Læs også: Bjørnson-parret gift for 3. gang
- Jeg var på scenen efter showet og skulle synge O Solo Mio for hans dansere. Så spurgte jeg ham, om vi ikke skulle lave noget opera-rap. Det var han med på - hvis jeg kunne holde en tone i 20 sekunder. Så det gjorde jeg, mens han talte. Og da vi gjorde det igen, så freestyle-rappede han for vildt hen over det, fortæller en tydelig stolt Michael, der dog ikke helt fik fat på, hvad verdensstjernens rap gik ud på.
- Det gik så stærkt. Jeg kunne slet ikke nå at opfatte, hvad han egentlig sagde. Men det er den sjoveste oplevelse i mit liv.