Michael Jackson: Graver de liget op?
Bedst som man troede, at der nu endelig var blevet stille omkring Michael Jackson og hans jordiske rester, kan britisk presse nu berette, at popidolets lig måske skal graves op igen.
Rygter vil vide, at det er Conrad Murrays advokater, der gerne vil have tilladelse til at undersøge liget yderligere, for at bevise, at det ikke var Murray, der slog Jackson ihjel.
Læs også: Michael Jackson: 1 år efter hans død
Conrad Murray var kongen af pops livlæge, og han står i øjeblikket tiltalt for uagtsomt manddrab og kan risikere op til 4 års fængsel.
Det gør han, fordi politiet mener, at det var en overdosis Propofol, ordineret af Murray, der dræbte Michael Jackson. Nu vil advokaterne så forsøge at bevise, at det var et andet stof, der dræbte den verdensberømte sanger, og de vil lede efter andre stikmærker på hans krop.
Læs også: Michael Jackson: Udgiver nyt album
- Det er en forfærdelig situation, som familien oplever. De lagde Michael til hvile og at grave ham op igen er sygt, udtaler en ven af Jackson-familien til britiske medier.
Michael Jackson døde den 25. juni sidste år, og blev begravet ved en storslået ceremoni 5. september. Havde han været i live, ville han være fyldt 52 år i dag.