Mick Øgendahl: Jeg har fået et stort hjerte for de mennesker
Publikums grin er den direkte belønning for en komikers arbejde. Det ved standupkomiker og skuespiller Mick Øgendahl alt om. Ikke desto mindre kæmper han lige nu med sin første seriøse hovedrolle i teaterkomedien "Kronprinsen og Danmark" på Nørrebro Teater i København.
Stykket, der er en familiekomedie om det danske kongehus, skildrer en kronprins i eksistentiel krise omgivet af en royal klan med egne problemer og en altid hungrende sladderpresse. Det er komikeren Jacob Tingleff, der har skrevet manuskript til forestillingen i samarbejde med dramatikeren Vivian Nielsen.
Hovedrolleindehaveren Mick Øgendahl kan da heller ikke lade være med ærgre sig en smule over, at han som kronprins Frederik har fået tildelt den - efter hans egen mening - mindst sjove karakter.
- Jeg kan godt mærke, at det går mig lidt på den personlige klinge, når de andre skuespillere går rundt og hiver grin hjem. Så det har instruktøren og jeg arbejdet en del med - eller han har i hvert fald, fortæller Mick Øgendahl.
Mick Øgendahl: Mangemillionær
Med humoren lagt på hylden forsøger han at formidle en mere nuanceret og menneskelig udgave af Danmarks tronfølger. En kronprins, der, med komikerens egne ord, befinder sig i "et gyldent bur".
- Vi skildrer Frederik og Mary som et ægtepar - et elskende par, der, lige som så mange andre, bare prøver at manøvrere rundt i deres eget liv. Mary og Frederik har så bare lige alt det med monarkiet og folkets forventninger oveni, konstaterer Mik Øgendahl.
Den sjove mand med de skarpe observationer har ikke tidligere interesseret sig særligt for kongehuset. Men under researchen til rollen som kronprins Frederik, oplevede Mick Øgendahl at komme lidt tættere på et menneske, som han viste sig at føle stor sympati for.
- Jeg finder det på mange måder himmelråbende forkert, at man kan være født til nogle privilegier og en særlig position. Samtidig er det egentlig lige så frygteligt, den måde de kongelige er forudbestemt til at udfylde en speciel rolle og ikke selv kan vælge deres eget liv, siger han.
En af de ting, Mick Øgendahl håber at opnå med sin rolle i den royale komedie, er at vise publikum, at bag menageriet og kancellisproget og de fine slotte og dragterne, findes der i bund og grund bare mennesker.
- Og de mennesker har jeg faktisk fået et ret stort hjerte for, konstaterer Mick Øgendahl.
Teaterkomedien "Kronprinsen og Danmark" får præmiere lørdag den 22. februar på Nørrebro Teater i København.
Se kronprins Frederiks hotte Mary i bikini