Mickey Rourke: Comeback-sejr
Skuespilleren Mickey Rourke forsætter sin sejrsgang ved prisfesterne efter det forrygende comeback til filmverdenen med sin rolle i 'The Wrestler'. I aftes hentede han nok et trofæ for bedste mandlige hovedrolle, da det britiske filmakademi uddelte sine årlige BAFTA-priser ved en ceremoni i London.
Rourke har allerede vundet en Golden Globe og er med i opløbet til en Oscar for (selv)portrættet af et desperat ringvrag, som kæmper for sin bryderkarriere. Han kunne ikke skjule glæden over den britiske pris.
- Der var ingen, som troede på mig. Jeg var nødt til at ændre nogle ting. Jeg opførte mig ikke professionelt, erklærede en rørstrømsk Rourke, der engang var en af Hollywoods hotteste skuespillere.
Der var også hæder til filmen 'Slumdog Millionaire', som vandt en pris for bedste film. Filmen, der skildrer en fattig indisk drengs vej fra fattigdom til rigdom i en indisk version af 'Hvem vil være millionær?', fik i alt syv priser.
Se billeder fra gallafesten HER