Louise-drabet: Militæret leder efter mordvåben
Fredag den 4. november blev den 32-årige højgravide Louise Borglit på bestialsk vis dræbt med flere knivstik i Elverparken i Herlev.
Hun var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev slået ihjel.
Hun var kort forinden flyttet fra København til Herlev og var ude at lufte sin søsters hund ved 19-tiden, da morderen gjorde en ende på hendes liv.
En anden hundelufter hørte skrig fra Parken og et vidne så en mørkklædt mand løbe gennem parken.
Da manden bliver opmærksom på vidnet, vinker han afværgende med armene og løber den modsatte vej - denne mand er aldrig blevet fundet eller har givet sig til kende over for politiet.
Enkelte personer med relation til Louise Borglit er blevet afhørt, men de har ingen forbindelse til den forfærdelige forbrydelse, og politiet har ingen mistænkte i sagen.
Og her halvanden måned efter drabet er politiet trods en meget intensiv efterforskning ikke kommet nærmere en gerningsmand, og drabsvåbenet er heller ikke fundet.
Louise-drabet: Politiet bruger droner og både
Både droner og både har været sat ind i eftersøgningen efter spor i Elverparken, men den afgørende ledetråd er hidtil udeblevet, og drabet på Louise Borglit, der har skabt frygt for, at en galning er på færde, er uopklaret.
Københavns Vestegns Politi formoder nu, at man leder efter en gerningsmand uden forudgående kendskab og relation til Louise Borglit.
I dag og de kommende dage gør politiet endnu et forsøg på at finde drabsvåbenet i området omkring Elverparken.
Politiet får denne gang hjælp af militæret.